Tid til at ansøge om tillægsvederlag

Senest den 31. marts kan du søge Visda om tillægsvederlag, hvis du har fået publiceret illustrationer.

Hvis du har illustreret til danske bøger, tegneserier, blade, aviser eller andre medier, hvor dine værker er blevet offentlig publiceret, har du mulighed for at få del i puljen med ikke-krediterede midler, som stammer fra de aftaler, VISDA har indgået på rettighedshavernes vegne med en lang række undervisningsinstitutioner landet over. Tillægsvederlaget supplerer de udbetalinger, du eventuelt allerede modtager på baggrund af VISDA’s registrering af faktisk brug af dine værker.
Hvis dine oplysninger udløser et tillægsvederlag, vil dette blive udbetalt som del af den årlige udbetaling fra VISDA, der finder sted i juni 2022.

For at kunne modtage tillægsvederlag i 2022 skal du huske at logge på inden 31. marts og bekræfte ansøgningen.
Også selvom du ikke har nye/opdaterede oplysninger.

Du ansøger ved at logge på med din NemID her

 

Systemet arbejder med en rækkefølge af fire forskellige grupper af ophavsberettigede værker.
• Gruppe 1: Info-grafik, deko-kunst og illustrationer i andet end avis og blad, bog eller tegneserier.
• Gruppe 2: Avistegning/bladillustration.
• Gruppe 3: Bogillustrationer.
• Gruppe 4: Tegneserier.

Hvis du ansøgte i gruppe 1 eller 2 sidste år, skal felterne udfyldes på ny, fordi de vedrører det, som er nyt siden sidste år. (fx evt. indtægsforhold).

Hvis du ansøgte i gruppe 3 eller 4 sidste år, er dine indtastninger bevaret. Du kan opdatere dit antal af titler og illustrationer, hvis du har lavet nye udgivelser i det forløbne år.

Du behøver ikke færdiggøre din ansøgning på én gang. Du kan logge af og på igen for at fortsætte senere. Du kan rette i din ansøgning lige indtil d. 31. marts.

Du klikker dig gennem grupperne ved at angive JA/NEJ, om du har publiceret egne værker i gruppen.
Ved “JA” skal du i gruppe 1 og 2 angive årets indtægt på dine værker i gruppen, samt dit %-mæssige tidsforbrug mellem forskellige værktyper. Desuden skal du angive de vigtigste af dine kunder og tilhørende værker.

I gruppe 3 og 4 er det ikke årets indtægt men din samlede produktion af illustrationer til dato, du angiver. Det gør du ved en optælling af illustrationer i dine publicerede titler, baseret på den titelliste du modtog i din e-boks t fra Slots- og Kulturstyrelsen d. 7. april 2021.
Heldigvis husker systemet dine indtastninger fra sidste år, så du behøver kun opdatere med titler og antal illustrationer fra evt. nye udgivelser siden sidste år. Angivelserne er opdelt i undervisnings- og ikke-undervisningstitler.
Hvis du har illustreret udgivelser, som (endnu) ikke står på din biblioteks-titelliste, kan du opføre dem med ISBN nr. i en selvstændig rubrik.
Illustrationer i e-bøger og e-tegneserier kan ikke anføres hvis de også er publiceret analogt. En illustration kan nemlig kun tælles med een gang.

Husk at uploade din titelliste fra 2021 i den nederste rubrik

Hvis du kommer i tvivl, om systemet nu også har husket dine indtastninger fra sidste år korrekt, kan du finde den ‘kvitterings-mail’, som du automatisk modtog fra VISDA, da du indgav din ansøgning sidste år. Afsenderen på mailen var: no-reply@visda.dk … og emnelinjen var: Kvittering for ansøgning. Den mail indeholder alle de data, som du indtastede sidste år.

 

HJÆLP TIL UDFYLDNING:

På ansøgningssiderne findes knapper: ‘VEJLEDNING TIL ENKELTE FELTER’
Klik på dem og få svar på de fleste spørgsmål.

Bo Tieldal fra VISDA har lavet en kort video, hvor han gennemgår systemet. Se den her

Ingo Milton fra Tegneserieskaberne har lavet en vejledning i 2020, den mangler lidt opdatering af billederne, men den giver et overblik og viser bl.a. hvordan, du kan bruge din titelliste til optælling af dine værker i gruppe 3 og 4. Se den her

Tak til Ingo Milton fra Tegneserieskaberne for at lade os dele denne vejledning.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *