At tegne klokkere

Heather Spears rejste til Oxford for at udstille sine tegninger og endte højt oppe i byens kirketårne – helt opslugt af at tegne Oxfords berømte klokkere på arbejde. Her er hendes beretning fra turen og nogle af hendes mange skitser.

Takket være Tegnernes Fond for CopyDan-midler kunne jeg tage til Oxford med en udstilling i august og blive i fem uger. Mine baby- og fødselstegninger kom op at hænge i John Radcliffe Hospital. Det var også meningen at jeg skulle tegne der, men administrationen viste sig at tage sin tid, og derfor gik jeg i gang med at tegne klokkeringere – noget jeg længe havde ønsket mig.
Så jeg oplevede Oxford på en meget speciel måde. Ved at klatre op i de smukke kirketårne oplevede jeg en flere hundredårig tradition som stadig trives i England.
Som tegnemotiv var det perfekt for mig – mennesker i koncentreret bevægelse. Både svært og smukt.

Klokketårnene nås ved at klatre op ad smalle, næsten lodrette stejle stiger eller spirale stentrapper med et reb til at holde fast i. Heroppe findes The Belfry med sine store, tunge klokker, og pladsen er meget trang. Jeg sad eller stod i et hjørne eller i en stenvindueskarm og måtte holde afstand til rebene, som hang gennem huller i et lydisoleret loft.
Hver klokke (der kunne være til 6-11 stykker) havde hver sit navn og tone, rebene hang ned i en cirkel, og ringerne kendte dem hver især. Alle stod klar og greb hver deres reb.
The Master of the Peals med sin bestemte klokke kaldte: ”Treble’s going – she’s gone!” (så trak han, alle fulgte ham nøje, og loftet fyldtes med en enorm og øredøvende men bestemt og kontrolleret klang.
De gamle, kendte melodier har hver sit navn og sværhed.

Jeg kom til at kende lidt til fagsproget og kunsten efterhånden og fik en stærk fornemmelse for den lange, ubrudte tradition disse dedikerede mennesker delte.

Bagefter gik vi på pub, og jeg nød deres historier og deres glæde over at være dygtige ringere.

At tegne? For mig var det denne første tagen fat i rebet, den fysiske anstrengelse ved at trække nedad, der fangede mig – det ville jeg lære at se og at tegne, mens alt var i bevægelse omkring mig. De gamle klokker var meget tunge, de krævede stor styrke og koncentration, og det kunne ses.

Gennem de cirka 100 tegninger jeg nåede at lave, kan man se, hvordan jeg måtte iagttage med al min opmærksomhed – de første tegninger viser mange gentagne streger – de sidste, lige før jeg måtte tage tilbage til Danmark – blev mere enkle. Jeg var lige ved at fange det.
I begyndelsen kan man spørge sig selv, ”Hvordan tegnes bevægelsen, anstrengelsen, så det ikke bare ser ud som én, der står og holder i et reb”?

Dégas skrev: ”Art is not invention, art is repetition,” og det er sandt.
Derfor er det håbløst at gå ud i verden (favoritter er en park, et galleri, en togstation eller en cafe) hvor folk bevæger sig kedeligt rundt, og man bare håber, at en eller anden vil stå stille. Kun gennem gentagelse kan man tegne den menneskelige bevægelse, som vi elsker – sådan tegnede Degas og de andre store tegnere.

At vise eleverne et af hundredvis af en mestertegners værker og sige, ”Sådan skal du kunne tegne” er bedrag, og ”gestus-tegning” er spil af tid.

Rodin så de første cambodianske dansere som besøgte Paris, og bliv forelsket. Han tegnede løs, og var hjerteknust når de tog afsted. “I followed them to Marseilles, I would follow them to Africa. I would follow them to the ends of the earth.”

Sådan havde jeg det med at måtte forlade Oxford – byen med de gyldne tårne. Ved at tegne der midt i larmen og bevægelsen, i fuld koncentration, følte jeg, at jeg var fulstændig lykkelig. Og det sker sjældent.

Jeg vil tilbage. Jeg føler at jeg kun lige er begyndt.

Heather Spears