Vidensdelingsdag 2020

Meget blev aflyst eller udskudt i 2020 – også Samrådet for Ophavsrets Vidensdelingsdag. Så den afholdes i stedet i dette efterår. Som medlem af Tegnerforbundet (og dermed af Visda) kan du deltage i vidensdelingsdagen.

Vi har modtaget følgende:

Så er det endelig tid til at afholde vores udsatte Vidensdelingsdag 2020 (årstallet fastholdes, ligesom ved OL og EM, intet mindre).
Vi kan hermed invitere til Samrådets Vidensdelingsdag 2020 som afholdes

onsdag d. 22. september 2021 fra kl. 14.00 til 18.00 i Koda, Lautrupsgade 9, 2100 København Ø

OBS! tilmeldingsfrist og betalingsinfo nederst i mailen.

.

Vi har genbesøgt det tidligere planlagte emne, og det er mere aktuelt end nogensinde. Titel og indhold er derfor som følger:

Kan computere og software overtage skabelsen af kunst, viden og underholdning?
Og hvem har så ophavsretten til værkerne?

 

På dagen bliver vi klogere på blandt andet:

Den teknologiske udvikling:
Hvad kan computere i dag og i den nærmeste fremtid (og hvad kan de ikke)?

Hvorledes skabes værker i dag mere eller mindre af computere, og på spørgsmålet om der overhovedet behøves mennesker som en del af processen?

Hvem ejer så indholdet? Programmøren, softwareudvikleren, IT-afdelingen?

Vi fokuserer på tre fagområder:

Journalistik, juridiske dokumenter og musik med følgende problemstillinger og oplægsholdere:

Journalistik: Kan artiklerne skrive sig selv, og hvordan udvikler medierne sig på det grundlag?

Andreas Marckmann Andreasen, Digital redaktør og nyhedschef på Fagbladet Journalisten er højaktuel indenfor dette emne idet han netop har afsluttet et fellowship på Syddansk Universitet hvor han har beskæftiget sig med netop dette emne. 14. september udkommer hans bog “Sådan forandrer automatisering medierne”, som er en guide til mediefolk, der vil være forberedt på den næste teknologiske omvæltning. Du kan læse mere om Andreas her

 

Jura: Hvordan kommer automatiseringen til at forandre det juridiske fag og os, der arbejder med det?

Niels Christian Ellegaard, advokat og partner hos advokatfirmaet Plesner, har skrevet bogen “Robots entering the legal profession – How much og our work can we leave to the Robots? Emnet er så nyt at få har beskæftiget sig så indgående med emnet som Niels. Niels er certificeret IT-advokat og har været formand for bestyrelsen i Danske IT-Advokater.

 

Musikproduktion: Når meget musik lyder ens og er 95% computergenereret, hvor nødvendig er det menneskelige bidrag så? Og hvordan sikrer man autenticiteten?

Johannes Dybkjær Andersson, har siddet i Karrierekanonen i mange år som rådgiver for et utal af musikere og artister. Johannes beskæftiger sig dermed med nuet, og hvad der skal til for at skille sig ud. Derudover har Johannes en særlig og sjælden indsigt i snitfladen mellem IT og musik, og deler gerne ud af erfaringer og eksempler fra højaktuelle cases.

 

Hvem ejer så indholdet? Programmøren, softwareudvikleren, IT-afdelingen?

Til at samle trådene har vi fået Morten Rosenmeier, professor i ophavsret på KU, formand for blandt andet Copydan Tekst og Node og UBVA, samt særlig sagkyndigt medlem af Gramex’ bestyrelse, til at stille op. Morten vil give os svaret på om vi mennesker fortsat har en fremtid indenfor kunst, viden og underholdning, set i et juridisk perspektiv.

Anne Koldbæk, Dansk Forfatterforening, og Stig von Hielmcrone, Forfatternes Forvaltningsselskab, vil fungere som moderatorer på indlæg og debat.

 

Efter den faglige del er Koda vært med vin og snacks inden afgang til aftenens middag:
Vi har været så heldige at få bord på Aamanns seneste skud på stammen: REPLIK i Skuespilhuset, hvor der skulle være basis for både god mad, god vin og god udsigt.
I må meget gerne sende invitationen bredt ud i jeres organisationer og baglande, da vi har en god tradition for at samle en bred kreds på denne dag.

 

Tilmelding og betaling
Tilmelding til arrangementet skal ske til Samrådet på info@samraadetforophavsret.dk.
Samrådets Forretningsudvalg har ligesom tidligere sat egenbetalingen til 300 kr. pr. deltager (beløbet dækker både dagsarrangement og middag inkl. vin/vand og kaffe).
Beløbet bedes indbetalt på Samrådets konto i Danske Bank reg.nr. 4183 og kontonr. 4110215312 med angivelse af navn på den tilmeldte.
Tilmelding og betaling skal ske senest d. 10. september 2021 – og af hensyn til restauranten meget gerne før.
Ved tilmelding bedes du venligst oplyse, om du også deltager i middagen, og om du er vegetar/veganer eller har nogen fødevareallergier.

Vi glæder os meget til at se jer alle fysisk!
Med venlig hilsen
Samrådet for Ophavsret
På vegne af Samrådets forretningsudvalg

Kaspar Lindhardt
Juridisk Seniorkonsulent