Plakatmanden på SAK Kunstbygning

Den 24. september åbnede udstillingen Plakatmanden Peder Stougaard. Den omfatter en perlerække af det 20. århundredes bedste danske og internationale plakater, lavet af kendte kunstnere, og et udvalg af Peder Stougaards egne plakatværker. Udstillingen er kommet i stand i anledning af, at den i Svendborg bosiddende forfatter og kunstner Lise Seisbøll til Stougaards 75-års fødselsdag har skrevet bogen Plakatmanden – 200.000 plakater og en samler.

En plakat er en genstand, der er lavet med det formål at bringe et budskab eller et kunstnerisk udtryk ud til mange mennesker. Plakaten altid er trykt i et større eller mindre oplag med det mål at synliggøre udtrykket mange steder på én gang. En ildsjæl er et menneske, der ud fra et idealistisk mål drives til at præstere et utrætteligt virke for en sag, et virke hvis effekt skal nå ud til så mange medmennesker som muligt i den gode sags tjeneste. Ildsjælen har en mission og bærer den frem som en brændende fakkel, ofte uden hverken at se til siderne eller bagud. Krydser man de to begreber med hinanden, plakaten og ildsjælen, så toner manden bag verdens formentlig største samling af plakater frem, billedkunstner, samler og museumsstifter  Peder Stougaard (f. 1946). Plakatsamlingen, der i dag omfatter over 200.000 plakater, er omhyggeligt indsamlet over knapt et halvt århundrede af ham, der i en ganske ung alder fik øje på, at netop plakater står som et vitalt bindeled imellem den brede befolknings travlt forbipasserende hverdag og den lille, snævre kunstverdens mere stillestående parnas.

For at virke som et blikfang, der hurtigt kan opfattes i farten, skal en god plakat være både enkel og klar i sit udtryk og skarp i sine farver. Udstillingen henvender sig derfor til enhver, der kan glædes over både stærke, smukke farver og enkle budskaber. Ikke mindst de ældre plakater, der vises, er meget kendte offentligt og som sådan en del af vores fælles, danske historie. Derfor får man også genkendelsens glæde med ved et besøg på SAK.

Peder Stougaard havde i 1969 sin kunstneriske debutudstilling netop på SAK, ligesom han gennem årene har skabt en række støtteplakater til Forsorgsmuseet i Svendborg med emner som hjemløshed.
Lise Seisbøll har været direktør for Clay Keramikmuseum i 18 år, hvorefter hun som selvstændig har lavet fagbøger, billeder og skulpturer. Hun flyttede til Svendborg i sommeren 2021 og er næste måneds udstiller i Privaten på SAK.

Udstillingen Plakatmanden Peder Stougaard er ligesom bogudgivelsen støttet af Tegnerforbundet af 1919 og Århus Stiftstidendes Fond. Til åbningen kunne man træffe såvel plakatmanden selv som forfatteren, der signerede bøger sammen.

 

PLAKATMANDEN PEDER STOUGAARD . 24.9. – 23.10. 2022 på SAK

Peder og Lise signerer bøger ved åbning af udstillingen på SAK

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *