Møde i European Illustrators Forum

Den 5. december afholdt European Illustrators Forum møde via Skype. Det var første gang vi mødtes på den måde, og vi var deltagere fra følgende lande: Tyskland, Østrig, Sverige, Italien, England, Finland, Holland, Rumænien og Danmark.

Jeg har aldrig før deltaget i sådan et stort møde på Skype, men det fungerede faktisk udmærket – og de fleste af os kunne se hinanden det meste af tiden. Tidligere har det været kotume at mødes et par gange om året: ved den store bogmesse i Frankfurt og ved børnebogmessen i Bologna. Desuden har Grafill et par gange været vært ved seminarer i Oslo, men det er både besværligt og dyrt at mødes ude i den virkelige verden, og det gør arbejdet i EIF temmelig tung og langsommeligt, at vi mødes så sjældent. Skype-møder blev besluttet, for at gøre det muligt at mødes oftere og uden for meget transport, og det fungerede som nævnt udmærket.

I EIF arbejder vi på ordentlige standarder for illustratorer i Europa. Ordentlig løn for vores arbejde, ordentlige aftaler om copyright osv.

På Skype-mødet i december brugte vi en del tid på at tale om mulige ændringer i EIFs medlemsstruktur. Medlemsorganisationerne er af meget forskellig størrelse og styrke. De store organisationer – som har flere tusinde medlemmer – har selvfølgelig lønnede medarbejdere, i de mindre organisationer er alt arbejde frivilligt. Det gør, at den indsats vi er i stand til yde, er meget forskellig.

Vi talte også om arbejdet med en fornyet udgave af EIFs hjemmeside.

Og endelig diskuterede vi mulighederne for at deltage med en EIF-stand igen på den næste børnebogsmesse i Bologna. Messen er et vigtigt mødested for illustratorer fra hele verden, men det er dyrt at have en stand, og det lader ikke umiddelbart til at messen (som tidligere har stillet plads til rådighed) vil støtte os på den måde fremover.

Henriette

 

Du kan besøge EIFs hjemmeside på linket her

Sådan ser et inter-europæisk møde ud ved mit (lidt rodede) skrivebord

1 kommentar til “Møde i European Illustrators Forum”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *