Ole og Kristian blandt nordmænd i Norge
– eller: Hvordan man begår sig til Nordisk konference om ophavsret og visuelle værker
Vi blev godt og centralt indkvarteret mindre end 5 minutter fra norsk Gyldendal – en smuk og statelig gulkalket bygning der virkede 3 gange så stor som den danske udgave. Her var man værter for godt et halvt hundrede personer fra hele norden, der repræsenterede alle de relevante grupper inden for visuel kommunikation.
Programmet var stramt, for der var repræsentanter fra alle de nordiske lande: Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark, nemlig Copydan med en indledende orientering om den aktuelle situation i DK ved vor egen jurist Bo Tieldal.
Problemet er at juraen omkring ophavsret i Norden halter bagefter udviklingen I de digitale medier, hvilket vor egen advokat Peter Schønning kunne berette om. Men der var forskellige bud på juridiske tiltag fra deltagerne om hvordan man kan indhente udviklingen.
En redegørelse for hver enkelt foredragsholder vil være for omstændeligt at komme ind på her, men vi kan i stedet henvise til bono.no/nobos2016/foredrag_innlegg/, hvor alle indlæggene løbende bliver samlet efterhånden som NOBO får dem ind.
Om aftenen blev vi overdådigt bespist I et nyrestaureret bygningskompleks (Sentralen) i Oslo centrum, nærmere betegnet en gammel overdækket og opvarmet baggård, der var blevet istandsat efter alle kunstens regler og arkitektoniske formåen à la Lady & Vagabonden (Yes!: Disneyversionen).
Vi brød op ikke alt for sent, for dagen efter startede resten af konferencen tidligt og endnu 6 foredragsholdere tog fat på nye emner herunder Torben Gammelgaard fra Copydan billeder, som gjorde opmærksom på at det var ikke ordene, der havde den største kommunikationsværdi, men billederne.
Herefter var der frokost, snak og behørig afsked, så vi kunne nå flyet hjem til København.
Kristian Lund Jakobsen
Kære Ole og Kristian.
Fin beretning fra jeres tur og jeg kan kun anbefale at kikke ind på linket til foredragene. Varme hilsener Alice