Fristen for at søge Kunststøtteordningen forlænget

Covid-19: Fristen for at søge kompensation for tabte indtægter i både 2020 og 2021 er blevet forlænget, så man frem til den 15. juni 2021 kan søge om kompensation for tabt kunstnerisk indtægt.

Fristen for at søge om kompensation via Kunststøtteordningen for økonomisk tab i forbindelse med coronarestriktionerne er blevet forlænget.

Med den nye frist kan man frem til og med den 15. juni 2021 søge kompensation for perioden fra den 1. januar 2021 til og med den 31. marts 2021 samt for perioden fra den 1. september 2020 til og med den 31. december 2020.

Bemærk, at fristen for at afrapportere for kunststøtteordningen 2020 er udskudt til den 30. september 2021.

Hvem kan søge Kunststøtteordningen?

Man kan søge ordningen, hvis man er kunstner og har mistet minimum 30 procent af sin indtægt fra kunstnerisk virke.

For at søge om kompensation fra kunststøtteordningen 2020 skal man i minimum ét af årene 2017, 2018 eller 2019 have haft en samlet kunstnerisk indtægt på mellem 100.000 og 800.000 kroner fra A- og B-indkomst samt skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed. Fra den 9. december 2020 er indtægtsgrænsen i øvrigt nedjusteret til mellem 96.000 og 800.000 kroner.

For at søge kompensation fra kunststøtteordningen 2021 er indtægtskravet på mellem 96.000 og 800.000 kroner, men her skal den kunstneriske indtægt være fra minimum et af årene 2018, 2019 eller 2020.

Læs mere og søg kunststøtteordningen for 2020

Læs mere og søg kunststøtteordningen for 2021

Yderligere oplysninger:

Kulturministeriets Corona-Hotline: tlf.: 33 74 50 00 på hverdage fra kl. 09-16 – fredag til kl. 15.00.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *