Evaluering af årets skolemesser

Tegnerne har i efterhånden mange år deltaget i skolemesserne i Aarhus og København. Det har kostet både mange kræfter og mange penge at være med, og vi har været i tvivl om, hvorvidt udbyttet har stået mål med indsatsen. Derfor blev det besluttet at indskrænke messestandens størrelse, at henvende sig mere målrettet til messegæsterne og sidst men ikke mindst at udarbejde en evaluering af de to messer.

Forløbet af messerne blev en succes for Tegnerne. Der var stor interesse om vores små (men strategisk velplacerede) stande, og de af vores medlemmer, der passede standene fik knyttet nye og interessante forbindelser.

Hans Ole Herbst har skrevet en omfattende evaluering, som Steen Malberg har suppleret. Tina Filsø kom forbi i Arhus og tog nogle billeder.

Hans Ole Herbst skriver:

Evaluering

Lars Bjørstrup og Hans Ole Herbst meldte sig til at overtage Bentes arbejde og de praktiske opgaver ved forbundets deltagelse på skolemesserne, og på grundlag af deres oplæg besluttede bestyrelsen, at forbundet også skulle være repræsenteret på messerne i 2017.

Der blev opsat tre formål for forbundets deltagelse:

1. At gøre opmærksomme på vores forbund og vores hjemmeside.
2. At præsentere skolerne for muligheden for at få besøg af en tegner.
3. At gøre vores lille stand til et mødested for medlemmer og andre -­‐ herunder potentielle nye medlemmer.

Samtidig var det en klar målsætning, at udgifterne til messerne skulle sænkes markant!

For at sikre at projektet nåede sikkert i mål, formulerede Lars og Hans Ole en strategi, som blev godkendt af bestyrelsen. Som ansvarlig for den praktiske afvikling og den godkendte strategi, vil jeg her give en status for forbundets deltagelse på messerne.

Vi droppede den store stand, og valgte i stedet nogle mindre, som til gengæld havde en bedre strategisk placering.

• Evaluering:
Det var en rigtig beslutning at vælge en ny placering af standene. I Århus var placeringen, og valget af en stand med en åben side, nærmest perfekt. De besøgende ved vores stand var i højere grad relevante for os, hvor det sidste år virkede lidt mere tilfældigt, hvem der stoppede op. I Bella fik vi det samme indtryk. Standen i Bella lå lidt udenfor udstillingsområdet, og det gav nok en del mindre besøgende, men de besøgende var til gengæld mere relevante for os. På minus siden, skal det siges, at temperaturen varierede en del i Arkaden i Århus.

Vi fravalgte at deltage ved netværksmiddagen for udstillere.

• Evaluering:
Der var ingen der savnede netværksarrangementet.

Vi havde fremlagt den ide, at netværksarrangementet i Århus skulle erstattes af en middag for lokale og tilrejsende medlemmer. Denne ide blev udvidet, og opgaven blev til et selvstændigt arrangement i forlængelse af messen.

• Evaluering:
Et medlemsarrangement i forbindelse med messen i Århus, mener jeg fortsat er en god ide. Da Århus i år er kulturhovedstad var det en super ide at lave det som en selvstændigt arrangement. Jeg tænker, at det også var brugbart, for medlemmer af bestyrelsen, at få et indtryk af messen.

I Århus fravalgte vi spisebilletter til udstillerne. I Århus kostede en billet til buffet 250 kr. Vi købte i stedet en sandwich.

• Evaluering:
Det var slet ikke et problem at undvære spisebilletterne i Århus. Der var ikke voldsom kø hvor man kunne købe sandwich, så det fungerede fint. Vi burde måske også have fravalgt spisebilletterne i Bella, men der var ikke så meget tid til den slags overvejelser, da det blev lidt hektisk op til messens afvikling.

I stedet for at leje stole og bord, medbragte vi dem selv. I Bella måtte vi dog leje et par stole, fordi jeg troede, at de var blevet bestilt og derfor ikke havde taget nogen med.

• Evaluering:
Da jeg jo kommer til messen i bil, var det ikke et problem at slæbe bord og stole med. Generelt tager firmaet, som står for udstillingerne, sig godt betalt for deres ydelser, så det gælder om at klare så meget som muligt selv.

Overnatningerne på et forholdsvis dyrt hotel blev udskiftet med overnatning på lavpris hotel.

• Evaluering:
Det kræver lidt transporttid at bo på et billigere hotel, som ikke er tilknyttet messestedet. Så får man sig lidt luft, og der findes ingen fornuftig argument for at vælge en dyr overnatning.

Postkort til gratis uddeling blev afskaffet. De var ellers meget populære, men de fylder meget og bidrager ikke til noget positivt i forhold til formålet med vores deltagelse.

• Evaluering:
Postkortene fyldte meget og de var sindssygt tunge at slæbe ind til standen i den store sorte kiste. De var ikke savnet. Og måske var de manglende postkort også med til, at der i mindre grad blev suget ikke relevante besøgende til standene.

Print af store individuelle posters for de deltagende medlemmer blev erstatter af fire posters, som repræsenterede forbundet og alle medlemmerne. De fire posters blev printet i en kvalitet, så de kunne nedtages og genbruges. De blev benyttet på begge messer.

• Evaluering:
Med de fire posters blev det meget tydeligt, hvem standen tilhørte. De individuelle plakater forvirrede ofte de besøgende, som ikke umiddelbart kunne se, at der var tale om et forbund af tegnere. Sammen med standenes bedre og mere synlige placeringer, har vores posters helt sikkert været med til at gøre det lettere for interesserede at spotte os. Både i Århus og Bella kunne vores stand ses på længere afstand. Det var en mere enkel opsætning i forhold til tidligere, det gjorde budskabet var mere klart og direkte.

Ikke alle nye tiltag nedsatte udgifterne. For at sikre vores målsætning, valgte vi at bestille større annoncer end tidligere.

• Evaluering:
Det er meget svært at sige, om det har haft en effekt. Personligt tror jeg det ikke. Skulle man overveje en ny deltagelse i 2018, vil jeg mene, at det ville være værd at overveje helt at droppe annonceringen. Jeg kender ikke prisen i Bella, men jeg kan se at annonceringen i Århus stor set koster det samme som leje af standen.

I øvrigt kan det tilføjes:

• Vi var tre medlemmer til at passe standen i Belle og i Århus var vi fire den første dag og tre den sidste. Antallet var som forventet, set i forhold til at Lars måtte melde fra pga. nyt arbejde.
• Vi fik besøg af en del andre medlemmer og kolleger på begge messer.
• Der var absolut interesse for at få kontakt til medlemmer, som kunne tilbyde skolebesøg. Men vi måtte konkludere, at vi ikke var godt nok forberedt. Hvis forbundet skal formidle denne service kræver det et meget mere konkret materiale: Hvilke medlemmer ønsker at tilbyde skolebesøg, i hvilket område og til hvilken pris?
• Vi fik hils på et par dygtige tegnere, som vi i fremtiden håber at se som medlemmer.

Overordnet blev messerne afviklet i overensstemmelse med den strategi, som var blevet godkendt af bestyrelsen.

Jeg vil afslutte med en mere personlig evaluering ud fra de meldinger og indtryk, som jeg fik i løbet af messerne.

• Personlig får jeg utrolig meget ud af min deltagelse. Jeg vil tro at 90 % af de opgaver, som jeg har haft i år, har jeg fået pga. min deltagelse på messen i

Årshus i 2016. Jeg oplever messerne som en stor inspirationskilde og en anledning til at møde mine samarbejdspartnere. Det sociale samvær med de deltagene og besøgende medlemmer er også en vigtig grund til, at jeg gerne deltager på messerne.
• Det har været overkommeligt at klare de praktiske opgaver. Der har dog været en del mere kommunikation end jeg forventede, men jeg er ikke tvivl om, at det har været nødvendigt, set i lyset af den skepsis, som man forståeligt nok kunne have fået i forhold til bl.a. udgifterne tidligere år.
• Skulle man ønske at gentage vores deltagelse i 2018, vil jeg gerne tilbyde at fortsætte arbejdet i forbindelse med messen i Århus. I forhold til Bella, vil jeg også gerne bidrage, men jeg synes, at det skal ske i samarbejde med en af de lokale medlemmer.
• Det er mit indtryk, at de øvrige deltagende medlemmer også får udbytte af deres deltagelse, men det er klart, at messerne ikke er relevant for alle medlemmer. De er meget svært at overskue, hvor stor medlemmernes interessen er. Det er også svært at gennemskue, hvor mange af vores medlemmer der i det hele taget er interesseret i af få tilbudt jobs af den type, som man kan opsøge på skolemesserne. På messerne deltog i alt 5 af foreningens medlemmer på standene, og en del flere lagde vejen forbi og hilste på. Ud fra det samlede antal medlemmer er det procentvis vel ganske pænt.
• Jeg kan ikke konkludere om forbundet bør fortsætte med at deltage. Det er simpelthen umuligt for mig at gennemskue. Jeg kan kun lytte til mit hjerte, og den siger, at jeg vil blive ked af at undvære vores deltagelse i Århus. Jeg ville selvfølge altid kunne besøge messen alligevel, men vores stand er hvert år et mødested for medlemmer, kolleger, forfattere og andre. Det er simpelthen en god anledning til at vores medlemmer på de kanter kan mødes og få en god faglig snak. Jeg kender ikke Bella så godt, men noget af det samme kan måske opleves der.

I løbet af messerne blev mange emner debatteret på standende. Her er dem jeg kan huske.

• På Bella messen deltog Illustratorgruppen også, og det blev overvejet om de to foreninger med fordel kunne samarbejde om deltagelsen på messen.
• Er det muligt at få et bedre indtryk af vores medlemmers profil. Hvem er aktive og på hvilke områder? Hvem har trukket sig tilbage?

De bedste hilsner Hans Ole Herbst

Og her er Steen Malbergs supplerende kommentarer til Hans Ole Herbsts evaluering:

Nogle rigtig gode standere Hans Ole havde lavet. Folk var meget mindre i tvivl om standens hensigt. De fysiske rammer var forskellige, og jeg synes at Århus fungerede klart bedst. Faktisk kunne vi næppe få en bedre placering. Hørte dog fra en bekendt, at der er overvejelser om at flytte hele Århus-messen til Fredericia, men det må tiden jo vise.

Ca. 9 ud af 10 henvendelser var fra skoler/biblioteker om at få en tegner ud til workshops og foredrag. Også undervisningsforløb for billedkunstlærere blev der spurgt efter. Så det er helt sikkert her, Tegnerforbundet kan skaffe medlemmerne jobs. Men det kræver at vi ved hvem, der seriøst er interesserede i de jobs. Spørgsmålet kunne f. eks komme ud i et nyhedsbrev. Spørgsmålet kunne stilles dels om hvilke slags jobs, man er interesseret i, hvor i landet – og om man vil yde en indsats for at opnå det, ved at deltage aktivt på messerne.

Rent personligt har jeg også fået meget ud af min deltagelse. Efter gode snakke med kollegaerne, har jeg målrettet min søgning på jobs. Skolebogsmesserne er næppe mit marked. Men jeg gik hjem med et skarpere fokus – lavede noget mere research – og der kom en åbning, som kan føre til noget meget interessant! Så derfor har jeg megatravlt i disse dage 🙂

I det hele taget har det kollegiale samvær på Messerne været meget givende – og snakkene med publikum. Hvis vi forsætter med at deltage på messerne, vil jeg godt tage en vagt på begge messer, men ikke påtage mig noget af det organisatoriske udover sparring og evt. hjælpe med at sætte standen op eller pakke den sammen igen.

Hvis vi begrænser os til blot en messe, synes jeg, at Århus fungerer bedst (hvis den altså bliver der). Men kommer selvfølgelig også an på, hvor vores medlemmer, der søger skolejobs er geografisk placeret.

Steen Malberg

Hvem vil være med i 2018?

Efter to veloverståede messer i 2017, skal vi snart i gang med at planlægge messerne i 2018. Nogle af de gæve messearrangører fra i år, stiller op igen til næste år, men vi får brug for nogle flere hænder …

Hvis du vil være med til at planlægge og/eller passe standen i København og/eller Aarhus i 2018, så kontakt snarest Alice Faber på alicegfaber@gmail.com

Peter Hermann og Anette Tonnesen kom forbi, Steen Malberg og Hans Ole Herbst var glade for at få besøg
Der var godt gang i den på Tegnernes lille messestand i Aarhus. Hans Ole Herbst, Steen Malberg og Anette Krag passede standen
Hans Ole skabte kontakter til interesserede i alle aldre

2 kommentarer til “Evaluering af årets skolemesser”

  1. Kære alle. Tegnerforbundet deltager i begge messer i 2018. Det er Hans Ole Herbst der står for messen i Aarhus (26. og 27. april 2018) og Lise Seisbøll Mikkelsen der står for messen i København (6. og 7. marts 2018) – blot til orientering. Så skriv datoerne i kalenderen. Bedste hilsen Alice

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *