At tegne

Vi har bedt Anne Gyrite Schütt fortælle om det at tegne.

Det første jeg tænker på, hvis jeg skal på ferie, væk fra hverdagen, atelier, jobs og opgaver er
“Nu skal jeg tegne!”
Ikke at jeg ikke tegner til hverdag, men nu skal jeg tegne tegninger uden andet formål end at være til og se hvad øjeblikket byder på.

Bare at være til …

Ah, at sidde på en café og iagttage livet, folk, der myldrer forbi eller ligeledes nyder en pause og en kop ved et bord i nærheden. Typer, karakterer, ansigter eller kropsudtryk som fanger interessen.
Medmennesker, der lever liv, liv som måske nærmer sig en afslutning i en krumbøjet, langsom og vaklende krop eller liv som er nye, sprudlende og rastløse…
Mon dette kan formidles i en streg?
Hvor lidt eller hvor meget skal med? Hvor forklaret skal tegningen være? Hvor mange detaljer?
Tja, i dette tilfælde er det såmænd ikke altid en beslutning jeg kan styre helt, for charmen er netop
at modellerne ikke ved, at de er modeller, mens jeg er “fluen på væggen, som iagttager” – forhåbentlig uden at påvirke objektet for interessen.
Hvorefter denne figur ubevidst om sin nyindtrufne modelstatus måske gladelig og uskyldigt vader ud og væk fra min synsvinkel – hvorved al sansningen og iagttagelsen af modellen naturligvis ophører! Dvs jeg nåede måske kun at tegne strikhuen, panden og ørnenæsen som dog var prominent og flot!

Tid betyder noget …

Men det er lige netop denne ukendte tidsfaktor, om hvor lang tid jeg egentlig har til at få tegningen på papiret som gør det så interessant!
Fordi dette tvinger en fart i stregen og en rask beslutningstagen: “Hvad er det vigtige og mest interessante ved denne figur?”
Alle de mere uvæsentlige ting som mønstret på slipset, tørklædet eller antal fingerringe, lærer man at overse i starten, og i stedet forsøge at fange essensen af figuren, holdningen eller udtrykket i få hurtige linjer…
Er man som tegner mere til arkitektur, om det er moderne glasfacader eller skævt forfald, ja så har man sjældent samme tidspres eller oplever uforudsigelige bevægelser!
Tegningen bliver derfor oftest af en hel anden karakter, når nu bygningen bare står der urokkeligt, og der intet er i vejen for, at alle detaljer samvittighedsfuldt nedfælges.
Det samme kan være tilfældet, hvis man bruger et foto som forlæg.
Faren er at man ikke er tidmæssigt presset, og derfor har “evigheder” til sin tegnede fortælling og må ruste sig med en sharp bevidsthed om hvor man egentlig vil hen med tegningens udtryk og hvad man vil vægte.
Tegnekunsten kan jo have fornemme udtryk, så forskelligartede som en enkel, men karakterfuld sort tuschstreg eller være en myriade af detaljerede streger udført med hård lys grafit.

Tegning er ikke yt!

Jeg har formentlig allerede mellem linjerne antydet at tegnekunsten bestemt ikke kan erstattes af fotografiet.
Hvert medie har sin helt egen proces, udførsel og udtryk. Selvom vi har opfundet rumraketter, tanks og motorcykler erstatter intet fartøj oplevelsen af at smide sig op på ryggen af en hest og galoppere igennem en skov, springe over træstammer og ideelt være ét med dette smukke dyr, for en stund.
Ikke nok med det, så kræver en klassisk tegning, hvor man vil gengive den rummelige virkelighed på papirets todimensionelle overflade, en vis perception og forståelse for form og rum, som man absolut ikke kan læse sig til eller opøve ved at trykke på en knap.
Denne proces – at tegne, er kombinationen af syn, sanselighed, bevidsthed, personlige valg (man “affotograferer” jo netop ikke sine omgivelser eller det iagttagede) – og endelig sender man besked herom til hånden som udfører bevægelse og streger forhåbentlig tilsat følelse og temperament – hvis det er mere end blot en praktisk tegning.
Derfor er det også vigtigt at kunne, i hvert tilfælde at træne, uagtet tegnestil. – Ellers er det sværere at ramme elegance, frigjorthed og følelse, da man måske sidder med et lettere forkrampet udtryk og forsøger at få styr på en besværlig hånd … eller undlader at tegne den, da det er for svært, eller værre, tegner den bevidstløst af med overhead eller kalkerpapir, og lader det stå ved det.  Øv! – For det er så tydeligt, når stregen er død og formen ikke sanset eller forstået. (Og dermed heller ikke følt.)
Tegnekunsten er nemlig meget afslørende, den viser nøjagtigt, hvad der er foregået, hvad den kan og hvad udøveren har formidlet eller overhovedet ikke har sanset eller forstået.
Man ser og mærker nemlig tegnerens tilstedeværelse, ømhed, interesse, lidenskab, nøgternhed eller intention.

Tegningen udtrykker det – altid!

At proportionerne er “perfekte” gør ikke tegnekunsten. En tegning kan være “vind og skæv” men indeholde megen sansning, fortælling eller temperament og derfor besidde en kvalitet, den evt. fotografiske og måske døde tegning ikke nødvendigvis har.
Men noget skal man kunne – hvis det hele sejler, må det være tilfældigt, hvad der “virker” og bliver det så ikke lidt ligegyldigt?

Her kunne tegnekunsten noget særligt!

Det sker jo at livet afslutter, næsten før det er begyndt. Forældre der mister deres lille nyfødte, som dør før, under eller umiddelbart efter fødslen.
Det er almindeligt at disse forældre selvfølgelig ønsker at mindes den lille, som var her kort, tidsmæssigt måske men ikke følelsesmæssigt.
Man vil gerne have et billede af den lille, men måske er det eneste man reelt har, er et par polaroidfotos det nærværende hospitalspersonale nåede at tage. Men dette er også
fotos som kun viser den døde baby, måske med slanger, plastre og hud med mærker. Med andre ord, et klinisk og koldt billede, som er hårdt at se på og svært at hænge op. Her kan tegnekunsten gå ind og på elegant og følsom vis, formidle dette lille liv, uden dødens mærker og hospitalets udstyr, men alligevel måske
være tættere på baby, som baby var, da den lille endnu levede. Tegningen bliver her mere poetisk og antyder i stedet for at udpensle.
En anden situation er retssalstegninger! Tegning er her en interessant mellemvej hvor man i pressen kan vise offentligheden et scenarie fra retssalen, en stemning og en gengivelse af typen, personen – den tiltalte, dog uden alt for vulgært at udlevere denne som video eller foto ville gøre. Det er skitser fanget i nuet, i ofte fyldte retssale, når tiltalte har pressens bevågenhed, som i tilfældet med “Amagermanden”.
– Her var jeg inde og tegne for BT, en tegning som kom på nettet med det samme og på forside og “spiseseddel” dagen efter!
Det var et pulserende intenst øjeblik, hvor TV-avisen og DR1 var på linjen og ville have mine tegninger med i nyhederne. Her stod jeg midt i denne pulserende og intense digitaliserede medieverden, med min ældgamle
tegnekunst og kunne noget, som ikke er så forskelligt fra “hulemandenes” smukke nervefyldte gengivelser af jagt sletternes vilde dyr for ca.30.000 år siden, og alligevel lyslevende og yderst brugbar i dag, den kære tegnekunst!