Vi var en lille gruppe fra Tegnerforbundet, der brugte en solskinslørdag på Illustrationsfestival i Malmö. Vores medlem Jakob Fälling rapporterer:
Tegnerne drog østpå
Vi fandt os selv dybt inde i det matsorte indre på en rockklub i Malmö. Omkring os var horder af intro-ekstroverte (eller er det omvendt?) tegnenørder fra Sverige, Norge og Danmark, der skiftevis gik til oplæg og sad i workshop-zonen, hvor de var kreative sammen.
Vi var en håndfuld udsendte fra Tegnerforbundet, der havde taget toget hinsidan lørdag 19. oktober. Illustrationsfestivalen Bildvärld/Gränsland blev afviklet for tredje år i træk i kulturhuset INKONST i Malmös skønne, gamle industrikvarter.
På den hippe klub dannede to scener rammen om spændende, faglige debatter og art talks, der gav indblik i skandinaviske tegneres kunstneriske proces. Danske, finske, norske og svenske fagfæller fyldte inspiration på hinanden og minglede. Vi fik viden om de forskellige rammevilkår, der gør de skandinaviske markeder forskellige. Vi lærte om graphic novels, punkede tegnegreb og deltog i workshops, der gav max hygge. Og selvom pauserne var korte, sneg vi os også ud af mørket og lærte nye ord som “ryggbiff” af lokalbefolkningen.
Vidste du, at kræfter i Malmø kæmper for at gøre byen til nordisk tegnehovedstad i initiativet Northern Drawing School? At der er en gigantisk tegneudstilling på vej til Malmø Kunsthal her til foråret som en del af litteraturfestivalen Litteralund? Og at svenske illustratorer generelt bare er herreseje, søde og imødekommende?
Det ved du nu. Tag derover. Vi kommer igen.
Du kan se mere om Illustrationsfestival 2024 her.