Se to af vores tegnere i Næstved

Næstved Kunstforening udstiller værker af Bodil Nygaard og Jakob Muusmann 25. februar – 2. april 2017.

Næstved Kunstforening inviterer til fernisering
lørdag den 25. februar kl. 13.00 til 16.00
Sct. Peders Kirkeplads 14 C, Næstved

Bodil Nygaard

er billedkunstner og illustrator, forfatter og fortæller, med værksted i København og Aarhus.
Bodil Nygaard illustrerer sine egne bøger og noveller for børn, men har også illustreret mange kollegers bøger. Sideløbende med billedkunsten arbejder Bodil Nygaard med kulturprojekter for børn, herunder i ”Papirkontoret”, hvor hun i samarbejde med arkitekt Sidsel Effersøe underviser i sammenhængen mellem fortælling, billedkunst og arkitektur.

Bodil Nygaard er medlem af Tegnerforbundet og Dansk Forfatterforening. På udstillingen i Næstved er der både tegninger og collager. Nogle er illustrationer til børnebøger og andre tekster, andre er billeder, der udgør deres egen visuelle fortælling uden ord.

Bodil Nygaard fortæller om sine billeder:
Jeg kan lide at udforske et tema, både indholdsmæssigt og visuelt, og at fordybe mig i de materialer, jeg har valgt at arbejde med: papirkvaliteten, blyanten, penslen og farven. Hvad rummer temaet for mig – og hvad kan materialerne gøre for udforskningen af det? Det bliver tit til korte billedserier, hvor temaet folder sig ud, mens jeg arbejder med det i en blanding af leg og alvor og overraskelse på samme tid. Som i serien om Rosa og hendes hus og have – eller serien om VIRVAR, hvor tegninger af objekter og væsner fletter sig uroligt ud og ind. Eller i englecollagerne, inspireret af Bill Violas smukke videoinstallation på ARoS: Five Angels of the Millennium.

Når jeg illustrerer, er det en anden måde at skabe billeder på. Her er der lagt en ramme, her er det bogens tekst, der bestemmer, sammen med bogens format og den målgruppe, tekst og illustration skal rette sig mod. Men det er ikke mindre spændende, for der kan være stor energi i at tage den udfordring op, som teksten udgør, og finde frem til, hvordan teksten ”ser ud”, og føje mere til end det, ordene fortæller. På udstillingen viser jeg både illustrationer til mine egne og andres bøger.

Jakob Muusmann

fortæller om sig selv og sin kunst.
Jeg er 38 år, bosat i København og uddannet i kunst og design ved Chelsea College of Art Design, Goldsmiths’ College, University of London, samt ITUniversitetet i København. Jeg har tidligere arbejdet med computerspil, men i de senere år har jeg også kastet mig over illustrationer til bøger. I de sidste par år har jeg fået udgivet min egen første illustrerede børnebog, Trolden og Alfen, og dertil arbejder jeg på en bogserie om vikingetiden målrettet de 9-12-årige, “De Mægtige Vikinger”.

Om Trolden og Alfen:
Serien består af fem værker i print på canvas. Værkerne er fra min bog Trolden og Alfen, der handler om trolden Gumpe og alfepigen Alfa. Det er en fortælling om, hvordan man sagtens kan være venner, selv om man er forskellige. Den grove og klodsede trold Gumpe føler sig udenfor blandt de andre trolde, og da han en dag falder ned fra sit bjerg, møder han Alfa. Gumpe, som ikke kan tåle solens stråler, bliver venner med den lyse og yndige Alfa, som vil hjælpe Gumpe tilbage til bjergets tinder. Bogen kan lånes på biblioteket.

Serien Bots in the snow består af fem værker i print på canvas. I serien udforsker jeg relationen mellem teknologi og natur. Verden bliver gradvis mere forankret i teknologi, der samtidig bliver stadig mere kompleks og avanceret. Robotterne Aibo og iCub er to virkelige robotter, der er udviklet med henblik på at appellere til vores empati. Robotterne får lov til at træde ud i naturen – på eventyr – i et møde mellem to verdener, som måske skal forenes i en ikke så fjern fremtid.

Åbningstider: tors.- søn. 12.00 – 17.00
Udstillingen slutter søndag den 2. april.
Entré 25 kr for ikke-medlemmer.

Eksempler på de udstillede værker kan ses på foreningens hjemmeside naestvedkunstforening.dk

Se omtale af udstillingen i Næstved Kunstforenings blad her

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *