Et langt liv som grafisk formgiver

Tegnerforbundet af 1919 fylder jo snart 100 år, og i den anledning sætter vi medlemmernes tegne-liv i fokus.

Vi har talt med Tegnernes næstformand Ole Jensen, som fortæller om et langt liv som tegner, grafiker og designer – og det spejler også den betydelige udvikling faget har været igennem.

 

Af Alice Faber & Tommy Flugt

I Ejby ved Bramsnæs Vig og Bugt bor Tegnernes næstformand Ole Jensen. Vi tog efter aftale ud for at besøge ham og snakke med ham om hans liv som tegner, grafiker og designer. Han har oplevet hele branchen fra start og til nye tiders overtagelse af et gammelt fornemt erhverv. Vi snakkede med ham om den store udvikling og forandring han har oplevet i sit lange liv.

Ole Jensen er født 3.12.1935 i København. Faderen var fra Rødding og moderen fra Sachsen. Faderen var ved den russiske front under første verdenskrig, senere flyttet til vestfronten. Han overlevede, kom til Danmark og København, hvor han mødte sin kone. Han var farver og hun strygerske. De fik to sønner og en datter. Ole var den yngste.

”De går i hvide kitler”

At høre Ole fortælle er at lytte sig ind til et fag, der ikke er mere. Da han er færdig med sin skole, han vælger at holde op i 3. mellem (8 kl.) og følger et råd fra en onkel: Bliv kemigraf, de går i hvide kitler! Og han søger optagelse og bliver antaget. I skolen havde han tegnelyst, og vandt flere tegnekonkurrencer. Han havde en onkel i Tyskland, der var maler, så der var noget i familien med tegning, så det var ikke tilfældigt at han gik den vej. Og så blev han uddannet som Kemigraf, ætser i zink og kobber, de arbejdede med salpetersyre, jernklorid, natronlud (sæbelud) og andre giftige sager dengang.

Han arbejdede som arbejdsdreng hos Romanus Klicheer, kom senere i 4 års lære hos Jensen og Dencker i Nyhavn og var færdig i 1955. Fik bronzemedalje for sit svendestykke og fine bemærkninger fra Skuemestrenes Kritik ved afslutningen af uddannelsen. I slut-halvtredserne begyndte ændringerne indenfor de grafiske fag at tage fat. Bogtrykfaget kom efterhånden ud i skarp konkurrence med Offset og Dybtryk som i disse år var i stærk vækst, det betød at der ikke var brug for så mange kemigrafer og en stor del af dem blev derfor omskolet. Han fik nu job som dybtryksretouchør, hvor der blev arbejdet på halvtonefilm både negativ og positiv.

”De sidste skal blive de første”

Men efterhånden er de grafiske fag truet af maskinerne, der overtager det hele. Og faget lukker ned. Han kommer ind på en uddannelse på Grafisk Højskole i Grafisk formgivning og tilrettelægning af grafisk produktion. Det var fagforbundene der havde forhandlet sig til en uddannelse for sine medlemmer og med sin erfaring i faget bliver han i 1964 uddannet som Grafisk Formgiver, hvor han får indsigt i hele processen fra tekst til færdigt tryk og udgivelse. Det var 15 af forbundets medlemmer, der efter forudgående prøve, kom ind på uddannelsen. Kursets deltagere kaster sig ud i undervisningen med en sådan iver, at de på højskolen benævnes ”Guldholdet”. Uddannelsen fik de betalt af Lauget. ”De sidste skal blive de første” – de skulle ind i faget og konkurrere med reklamebranchen.

Han arbejdede hos firmaet Rotogravure som var flyttet til Rødovre, men firmaet kunne ikke klare konkurrencen. Så blev de uddannede formgivere sendt på Reproteknisk Skole, hvor de underviste. Men så kom de hårde tider og i slutningen af tresserne var det forbi. Ole fik arbejde hos Louis Lundgren, Mostrups Forlag, Schultz Bogtrykkeri i Møntergården.

Han var gift og flyttede til Ejby, hvor han startede sit eget firma i 1974 og fik gode opgaver fra Udenrigsministeriet og A.P. Møller. Ole Jensen blev et enmandsfirma med ham selv som chef. Han fik opgaver fra Erhvervs-ministeriet og ArSiMa med arbejdssikkerheds materiel. Ole sad på alt og havde masser at lave i en tid med megen uro på arbejdsmarkedet. Typografernes strejke i 141 dage tabte de. En dokumentarfilm De 141 dage fra 1977 af Ib Makwarth fortæller historien.

Men Ole Jensen havde sine faste kunder og kunne med sin erfaring og sin uddannelse som Grafisk Formgiver starte opgaver op og følge dem til døren. Da ArSiMa blev solgt i 2004 lukkede han ned for sit store arbejdsliv. Han havde da arbejdet i 40 år som selvstændig. I dag er han 81 år og aktiv i bestyrelsen Tegnerne – Tegnerforbundet af 1919.

Ole Jensen er Tegnernes næstformand

FAKTA

Til dybtryk anvendes normalt metalplader: kobber, zink, jern, aluminium. Hovedsagen er at det er et materiale, som ikke er for tykt, at det kan modstå stort pres og at det lader sig bearbejde. Når man har lavet sit billede kan trykpladen nemlig sammenlignes med et relief – billedet i pladen fremstår som fordybninger eller forhøjninger.

Trykningen af pladen foregår i en valsepresse på fugtet bøttepapir (nødvendigt for at gøre papiret smidigt); farven fordeles over hele pladen og tørres af igen, så der kun ligger farve tilbage i fordybningerne (deraf navnet “dybtryk”).

Se nogle af  Oles arbejder på hans medlemsside her

Alice Faber, formand for Tegnerne i samtale med næstformanden Ole Jensen om hans arbejdsliv som formgiver
Et udvalg af Ole arbejder fra et langt liv som Grafisk Formgiver
Oles bronzemedalje
Kemigraf-lærlinge på Teknisk Skole 1953
Ole har formgivet Tegnernes nye logo

1 kommentar til “Et langt liv som grafisk formgiver”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *