Steen Malberg udstiller sine billeder af træer i København.
Et yndlingssted for Steen Malbergs naturstudier har de senere år været blandt de krogede træer i Dyrehavens tjørnebevoksning. Træer der er mærket og formet af vind og vejr og dyrenes færden. Særlig en tjørn er blevet malet igen og igen – i forskellige belysninger, og med forskellige tilgange. Den er nu væltet – og ligger og venter på en afslutning på serien…
At tegne og male i naturen er noget af det største man kan fortage sig, mener Steen Malberg, og forsætter: Det er til at blive afhængig af. Og et fantastisk påskud til at være i naturen og sanse omgivelserne.
Når foråret kommer, og man igen kan sidde udendørs i længere tid af gangen, er det spændende at se, hvor inspirationen tager én hen. Et indskud kan sætte processen i gang.
Det seneste er en serie klassiske studier af træer, tegnet med pastelblyant på tonet papir. I atelieret er de limet op på lærred sammen med bearbejdede ark papir, hvor der er leget med akrylfarve og afsmitninger i intuitive valg, der åbner op for associationer.
I en anden serie, der egentlig startede som opvarmning til at skulle undervise i udendørs maleri på Samsø Højskole, tegnede Steen Malberg først træet op med en pind dyppet i sort akrylfarve, for derefter at gå videre med pensel og farver . Det ene billede tog det andet. Det blev nærmest en rus. Formaterne blev større og større – til sidst lidt uhåndterlige at have med på cyklen…
Uanset om der tegnes, males med akryl eller akvarel, er Steen Malbergs arbejdsmetode et rimelig detaljeret studie af lys og skygger i motivet, der kræver tid – som ofte strækker sig over flere dage i samme tidsrum.
På udstillingen vises også akvareller med landskabsmotiver fortrinsvis fra Nordsjælland, og en serie dyrestudier.
Udstillingen kan se i Friluftrådets lokaler, Scandiagade 13, 2450 Kbh. SV
6. marts til 28. april
Åbent mandag til torsdag kl. 10 – 15 og fredag kl. 10 – 14
De er Så flotte, om det er pelikaner, flamingoer eller træer