Rapport fra tegnerturen til Budapest og Wien

Aksel Studsgarth deltog for første gang i en af vores ture. Her er hans indtryk fra studieturen til Budapest og Wien 2024.

 Søndag 21-04-24 klokken lidt-for-tidligt mødtes tegner gruppen ved Norwegian Air’s gate i Kastrup.

Aldersspredningen var stor, dog med en vis overvægt af 50+ segmentet.

Nogle deltagere var turveteraner og andre som undertegnede var med for første gang.

Selv om jeg havde mødt flere af deltagerne til foreningens julefrokoster eller generalforsamlinger, er man som introvert tegner lidt udfordret når man pludselig skal udfolde sig med nye rejsekammerater, men det gik hurtigt over.
-Sjældent har jeg mødt en mere inkluderende og venlig gruppe mennesker.

 Vi ankom planmæssigt til Budapest og efter at have sat bagagen af i hotellets konferencelokale tog vi metroen til det smukke nationale kunstmuseum, hvis enorme udstillingssale var en attraktion i sig selv.

Om aftenen var der fælles middag, hvor der også blev fundet tid til at lave et par fælles tegninger henover bordet.

Dagen efter var vi på en spændende tur til Memento Park, et skramlet men spændende frilandsmuseum for aflagte skulpturer fra kommunist-tiden. Her var både Lenin som barn, Lenin som voksen og Lenin som gammel, samt nationale Ungarske frihedskæmpere afbildet i sten og bronze. Alt blev levende beskrevet af den dygtige guide, der gav en spændende kontekst til de lettere ramponerede skulpturer.
Bagefter blev tegneblokkene i stort omfang trukket frem af gruppen.

Den sidste dag i Budapest bød på en tur i zoologisk have hvor det var tydeligt at nogle af gruppens deltagere var helt i deres es. Ikke mindst Steen Malberg og Anne Gyrite Schütt lavede nogle smukke tegninger af både dyr og mennesker.

Onsdag tog gruppen toget fra Budapest til Wien og den super-produktive Rasmus Julius fik lavet nogle skarpe karikaturer af flere af deltagerne mens de hvilede ud undervejs og fik i det hele taget vredet det mest utrolige ud af sin meget kompakte skitsebog.

På turens sidste dag var der arrangeret en tur til Albertina museet som bød på en særudstilling om Roy Lichtenstein samt en fantastisk permanent samling af billedkunst fra det tidlige tyvende århundrede.

For undertegnede var dette museum måske turens kulturelle højdepunkt.

Alt i alt en fremragende tur, dygtigt arrangeret og eksekveret af den kære rejseleder Henriette Wiberg, flankeret af hendes kompetente højre hånd; Kirsten Skotte.

Det var skønt at være sammen med ligesindede som også gerne bruger timer i en lille butik med kunstnerartikler eller på at tegne kameler al fresco.
Og det blev til mange gode snakke om livet som freelancer, Procreate, Photoshop, AI, kunder, penne, royalties, tegneblokke og Egon Schiele.
Hvad mere kan man forlange?

 Aksel Studsgarth

Fra Aksel Studsgarths skitsebog
Fra Steen Malbergs skitsebog
Fra Anne Gyrite Schütts skitsebog
Mementopark, Budapest
Fra Steen Malbergs skitsebog
Fællesmiddag i Budapest
Fra Anne Gyrite Schütts skitsebog
Togtur fra Budapest til Wien. Der tegnes
Fra Anne Gyrite Schütts skitsebog
Fællesmiddag i Budapest
Fra Rasmus Julius skitsebog
Mementopark, Lenin som barn studeres
Fra fællesmiddag i Budapest - fællestegning
Fra Aksel Studsgarths skitsebog
Mementopark: Marx og Engels
Fra Rasmus Julius skitsebog
Fællesmiddag i Wien

3 kommentarer til “Rapport fra tegnerturen til Budapest og Wien”

  1. Rasmus Julius

    Det var en super fed tur, og tak for dit selskab, Aksel – det var møg hyggeligt. Det fede ved de her ture er, at selvom vi er flere som allerede kender hinanden godt og har været på flere ture sammen – så møder man som ny, altid en nysgerrighed af de “gamle” og derved føler sig inkluderet og en del af fællesskabet. Så det er ikke sidste gang jeg er med på tur 😀

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *