Rapport fra en håndtegners arbejdsbord

Vores medlem Birde Poulsen har aldrig overgivet sig til skærmtegningens lyksaligheder. Hun elsker penslens muntre flugt over det lækre akvarelpapir, selvom hun godt kan se, at der er visse fordele ved PhotoShops fortrydelseskommando. Her fortæller hun om de forskelligartede udfordringer, hun oplever ved sit arbejdsbord:

Her er en historie fra mit arbejdsværelse, hvor jeg tilbringer de fleste af mine vågne timer.
Det er tidskrævende at være illustrator, så det er heldigt, at det også er sjovt.
Jeg har nået den alder, hvor mine jævnaldrende venner glæder sig til at gå på pension. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden at tegne og male akvarel. Hvis jeg ikke har opgaver, så finder jeg på nogle selv.
Det med opgaverne er som vejret, enten kommer de væltende eller også er der totalt tørke.
Dette efterår er opgaverne kommet væltende, også denne lille opgave med at skrive fra mit arbejdsværelse.
Jeg tegner stadig med blyant og farvelægger med akvarel.
Hele den digitale udvikling, har jeg ladet flyve hen over mit arbejdsværelse.

Den opgave som jeg har siddet med i et stykke tid er en billedbog om, hvordan dyrene sover.
Lise Bidstrup har skrevet teksten, men jeg har været med undervejs i skriveprocessen. På den måde kan jeg være med til at bestemme, hvad der skal tegnes.
Jeg elsker at tegne dyr ude i naturen i alt slags lys og vejr. Men er udfordret, hvis jeg skal tegne interiør, bymiljø, biler og voksne mennesker.

Når jeg får teksten retur fra redigeringsprocessen på forlaget går jeg i gang med at lave små råskitser, som jeg diskuterer med mig selv og nogle gange med forfatteren. Derefter går jeg i gang med at lave de rigtige skitser.
Når jeg har skitseret hele bogen og det tager mindst en måned med en billedbog og mange gange ud til skraldespanden for at tømme min papirkurv, så er det tid til at tale med redaktør og forfatter.
Det er ok med ændringer på dette stadie, men helst ikke senere efter farvelægningen. Det er nærmest umuligt, at rette på en akvarel. Her var det jo smart, hvis jeg farvelagde i Photoshop, men det kommer jeg aldrig til. For mig er det hele belønningen (ud over honoraret) for arbejdet med skitserne, at få lov til at male akvarel. Jeg elsker det!

Akvarelpapiret er meget afgørende for et godt resultat, når man først har fundet sit foretrukne, er man ikke meget for at bruge andet papir. De illustratorer der stadig arbejder på papir, de fleste af dem er gråhårede, kan bruge meget tid på at tale om forskellige papirkvaliteter.
Jeg bestræber mig på, at beholde den levende steg fra skitsen, når jeg sidder ved lysbordet og tegner over på akvarelpapiret, men det er faktisk lidt svært.

Når jeg er tilfreds, gør jeg papiret vådt og spænder det op på en træplade.
Når det så er tørt, er det blevet stramt og lækkert, men også lidt frygtindgydende. Jeg forestiller mig, at nogle koncertpianister har den samme mavefornemmelse inden de går på scenen. Man er spædt og dybt koncentrerer og opsat på at gøre det godt, og måske også lidt i tvivl, om det vil lykkes. Min akvarelæske er mit klaver.

I begyndelsen maler som regel ”vådt i vådt” med en stor pensel. Der er et begrænset tidsrum til at male, hvis farverne skal flyde sammen, der er meget der skal nås inden farverne tørrer.
Hvis jeg vil have strukturer, og det er godt til både hvalhud og træstammer, så drysser jeg salt i den våde akvarel, så kommer der små hvide pletter der, hvor saltkornet har suget væske til sig.
Når jeg så er tilfreds med resultatet, er det tid til at broderer. Jeg tager fat i mine små pensler og begynder at lave detaljer.

Den akvarel som jeg arbejder på her er meget stor. Jeg har været så heldig, at få lov til at lave et fold-ud-opslag i billedbogen. Desværre havde jeg ikke en plade til opspænding af papiret, som var stor nok til min ca. en meter lange illustration.
Da jeg endelig fandt en gammel bordplade som kunne bruges, var den så tung, at jeg næsten ikke kunne slæbe den op i min tegnestue på 1.sal. Handlingen var ikke uden fare for hverken mig, min hund eller kat, der begge bekymrede fulgte med hele vejen op. Jeg sendte en venlig tanke til Photoshop, det havde vel egentlig været lettere?

Efter opspændingen af papiret dækker jeg midlertidigt motivet af med flydende gummi, så jeg kan male baggrunden og hvalen vådt i vådt. Jeg skal virkelig koncentrere mig, det er en kæmpe illustration, så her skal der virkelig males hurtigt. Midt i maleprocessen opdager jeg, at jeg har glemt at tegne hvalens øje, så jeg skynder mig at finde skitsen frem. Øjet sidder forbavsende langt tilbage på en kaskelot, og jeg prøver altid og få det til at ligne virkeligheden.
Når akvarellen er tør, kan jeg fjerne min afdækning og finde de små pensler frem, nu skal jeg til at male de små detaljer. Det er mindre nervepirrende, men måske heller ikke så sjovt.

Ind i mellem får jeg også andre bestillingsopgaver. En af de mindre opgaver er fra min datter, der kommer forbi med sytten sten og spørger, om jeg kan forvandle dem til guld. Hun skal holde børnefødselsdag med skattejagt og som illustrator kan man nemt være alkymist, for selvfølgelig ligger jeg inde med både guld og sølvmaling.

En anden bestillingsopgave er en mindre gavludsmykning til Ølstykke bibliotek.
Beslutningen blev, dels pga. et lille budget men også af tidsnød, at jeg lavede fire plancher med insekter og dyr, som jeg havde fra mine gamle udgåede bøger. Dem har jeg mange af, faktisk har jeg to store arkivskabe prop fulde af gamle illustrationer.
Det blev det en sjov opgave.

Jeg holder meget af mit arbejde, og vil sikkert fortsætte så længe, jeg kan holde på en pensel, men jeg synes stadig, at det er svært. Der skal hver gang magi til, hvis et billede skal blive rigtig vellykket.

Hvis det var let og alle illustrationer blev fantastiske, så tror jeg det ville være kedeligt.

Billeder fra Birdes arbejdsbord