Blik på Island … i Kerteminde

En hurtig beslutning da vi så invitationen og vi tog til åbningen af udstillingen BLIK PÅ ISLAND på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Det tager kun små to timers kørsel og vi var der til tiden kl. 16.

De mange gæster blev budt velkomne af John Vilhelmsen, formand for Østfyns Museers bestyrelse og åbningen af udstillingen tog Vibeke Nørgaard Nielsen, passioneret forfatter, rejseleder og foredragsholder om Johannes Larsens Islandsrejser sig af.

Dernæst tog fotografen Einar Falur Ingólfson ordet og fortalte indlevende om sit arbejde med som fotograf at gå i Johannes Larsen fodspor i nutiden og følge hans rejse omkring 1930, hvor Johannes Larsen drog rundt på hesteryg og fandt de store steder i De Islandske Sagaer og tegnede dem. En helt utrolig fantastisk opgave, hvor han tegnede 300 hundrede outstanding tegninger af landskabet og stederne, hvor de dramatiske historier har udspundet sig. Men fotografens indsats er ikke ringere. Det er to fantastisk velkomponerede sammensatte udstillinger, der læner og låner af hinanden.

Dels brillerer Johannes Larsens tusch tegninger. Han er simpelthen en eminent tegner, fuldstændig utrolig med sin pen. Når man har været i Island og læst nogle af sagaerne forstår man at værdsætte hans tuschtegninger. Det gøres ikke bedre. Han havde en uovertruffen evne til at se og omsætte det sete i stærke kompositioner. Hans streg er hurtig og præcis. Og går man tæt på er selve stregens energi og tydelighed eminent. Han tegnede hvad han så og så hvad han tegnede, sådan at det bliver lyslevende og klart for beskueren. Hans tegninger kan man fortabe sig i, fordi de er så helt igennem klare og præcise.

Omkring 1930 var det 1000 året for Altingets indførelse og forfatteren Johannes V. Jensen havde understøttet og opfordret til at Johannes Larsen tog derop og tegnede sagasporene. Af forskellige årsager tog han derop alene og var på Thingvalla sletten og tegnede den og alle de andre steder. Han drog rundt på hest og fandt stederne og tegnede løs. En kraftpræstation som senere udkom i storværket De Islandske Sagaer fra Gyldendal med Johannes Larsens tegninger. Ikke som illustrationer, men som vidnesbyrd om stederne og det islandske sagaland.

Det er en smuk og betydelig dobbelt udstilling, hvor tegninger og fotografier supplerer hinanden på fortræffelig vis. Udstillingen kan beses på Johannes Larsen Museet indtil den 2. marts 2017.

Alice Faber

Fotos af Tommy Flugt

En sten betegnet af Alice Faber til åbningen af udstillingen.
En sten betegnet af Alice Faber til åbningen af udstillingen.
Foto af Godafoss 21. juli 2014 af Einar Falur Ingólfsson
Tegning af Johannes Larsen 1930
Tegning af Johannes Larsen 1930

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *