Tak for støtte til uhyggeligt projekt …

Tomas Bjørnsson fik støtte fra Tegnerforbundets Fond for VISDA-midler til sin spøgelsesfortælling om ‘Pigen i volden’. Her fortæller han om historien og om hans arbejde med den:

Pigen i volden er en klassisk spøgelses historie af den gamle slags. Der ikke er noget blod og den største frygt er tanken om, hvad spøgelset vil gøre ved dig, hvis det skulle få sat klørene i dine bævrende lemmer.

Historien er bygget op på det gamle sagn som fortæller, at hvis man levende begraver børn under store bygningsværker, vil højere magter skåne børnenes liv og bygningens vægge vil stå for evigt og ikke styrte ned over børnene.

Jeg har flere steder stødt på dette sagn, men det var i H.C. Andersens novelle Fra et Vindue i Vartorv, at historien for alvor begyndte at forme sig – inspiration kommer fra de mest overraskende steder.

På bagsiden af Pigen i Volden står der: Om natten kan du høre barnegråd på Christianshavns volde. Det har masser af mennesker oplevet. Det siger folkesagnene, og det står lige her i Cecilie og Samins historiebog, og der står også hvorfor. Sagnet siger, at man begravede børn levende i troen på, at børnenes liv ville blive skånet, og voldenes vægge ville står for evigt.

Levende begravet, så onde er voksne da ikke?

En sen aften bryder Cecilie og Samin ind i Volden for at finde sandheden. De ved bare ikke, at det også er starten på deres værste mareridt.”

Jeg har ikke de store erfaringer med at fortælle historier med ord. Det her er kun min anden bog, så jeg skrev bare og lavede løbende bunker af skitser. For at få hjælp til at styre historien i forhold til alle mine strittende idéer, lavede en lille fokusgruppe, jeg løbende præsenterede teksten for. Gruppen bestod af en biblioteksleder, en tidligere redaktør og en skolelæreruddannet sikkerhedsvagt. Da jeg skrev på historien i mellemrummene mellem opgaver, er jeg ikke sikker på, hvor lang tid jeg var om det, men det tog sin tid.

Tanken var at lave en fuldt illustreret bog. Ikke en tegneserie eller grafisk novelle, eller en billedbog (aldersgruppen er også +12 år). Men en illustreret historie. En bog med illustrationer på alle sider.

For at understøtte uhyggen og pege lidt tilbage på de gamle klassiske spøgelseshistorier, blev alle illustrationer lavet i sort og hvid, med en enkelt rød tilført forsideillustrationen. Det hele blev tegnet med sort blæk, sort akvarel og flydende kul, samt lidt hvid farveblyant til højpunkterne, på papir. Bagerst i bogen er der blevet gjort plads til en stor håndfuld skitser og kasserede illustrationer.

Det endelige manuskript samt illustrationer blev præsenteret for de gode mennesker i Forlaget Afart og udkom til sidste års Bogforum 2024.

Bogen har efterfølgende fået fine anmeldelser, den har solgt udmærket og ligger på ca. 30 biblioteker landet over.

Jeg har hele mit liv illustreret andres historier, så lige pludselig at stå med min egen fortælling er både nervepirrende og helt vildt fantastisk. Legater fra b.la. Tegnerne var med til at give ro og tid til at fortælle denne lille historie.

Det var en lang, og spændende proces, med plads til forbedringer og ikke mindst nye historier.  Så måske kommer der en ny, jeg har i hvert fald flere gyserhistorier, som ligger og spøger …

Bogens uhyggelige forside
Der sker mystiske ting undervejs ...
Et bjerg af billeder til bogen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *