Støtte til en fin bog med skitser

Tegnerforbundets Fond for Kopydan-midler  har støttet produktionen af en fin, lille bog med Anne Gyrite Schütts skitser. Her fortæller hun om bogen og om dens baggrund:

I en ung alder, som teenager, tog iagttagelsestegningen for alvor fat.
Forestillingsevnen fejlede dog intet, men børne- og ungdomstegningerne skulle udvikles. Og de mestre jeg beundrede sagde samstemmende at man skulle “lære af naturen”.

Det vil sige; at iagttage sine omgivelser med et åbent sind, og tegne dem. I praksis betyder det, at man som tegner har en chance for at opdage nyt og komme bort fra alskens klicheer! Samtidigt alt efter temperament og tendens, udvikler man sin streg helt naturligt.

I 80´- og 90´erne var det almindelig at skippe håndværket i kunsten og tegnekunsten blev set som en slags unødvendigt håndværk, enhver som gad, kunne lære på et øjeblik.
Tegnekunsten blev faktisk fjernet fra flere uddannelser og ikke dyrket på Kunstakademiet i klassisk forstand.

Men tegnekunsten er et sprog. Et unikt, visuelt og tidsløst sprog.
Ideen om at tegningen eller håndværket bag, bare er en form for teknik, en maskine kan overtage, eller noget man bare kopierer fra en overhead eller et stykke kalker´papir, og lader det være det´, da konceptet er vigtigere – er jeg ikke enig i.
Udførelse er alt! Øjeblikket hvor et værk bliver til!
Bare tænk på alle andre kunstformer, her er skabelsesøjeblikket lige der, hvor det endelige sker! Musikken bliver spillet, danseren bevæger sig over scenen eller det øjeblik hvor skuespilleren performer en stund, der går over i verdenshistorien.

Ved indlevet og god tegnekunst er der meget mere på spil, end just tegnehåndværk.
Som tegner og iagttager må man investere sig selv… opleve, sanse, vælge, udtrykke og mærke.
– Og igen og igen tage hundredevis eller tusindvis af små valg, eller nogle få store.
Den mest interessante tegning er ofte den, hvor man mærker kunstnerens stærke og følsomme engagement udtrykt i stregen!
Altså en tilstedeværelse hvor det hele bliver til. mens udførelsen måske er ganske minimalistisk; få streger og lidt skravering.

Når, dette på lykkeligvis manifesterer sig i god tegnekunst vibrerer et levende tidsløst stykke streg lige foran ens øje. Og fysisk set består dette kun af en side hvidt papir og lidt grå grafit, i tilfældet af en simple tegning.
Det er da magisk!

Jeg er tilhænger af at øve sig og mestre tegnekunsten. Således, at når sansningen, øjeblikket og bevægelsen sker i nuet – behøver jeg ikke at spekulere på den tekniske side af sagen eller have nogen som helst begrænsning omkring det jeg ønsker at vise.

Tænk på en musikers spillende hænder, der bevæger sig på strengene, frem og tilbage, mens musikeren hengivent udtrykker sin musik med koncentration i ansigtet. Det er et vidunderligt motiv, og her er essensen netop at mærke og formidle koncentration og bevægelse – ikke lave et overforklaret stift billede af hver eneste node på papiret og fold i skjorten.

– Eller, hvis man gør det, er kunsten at bevare bevægelse og liv over detaljen, for hvad er det ellers for en historie man ønsker at formidle?
Og hvornår bliver en tegning levende – spændstig og dejlig at se på? Også i længden!

Disse spørgsmål er der ikke entydige svar på naturligvis. Der vil aldrig være et skema.
Der er ingen lave gærde at springe over. Det kan kun leves, erfares og udføres, igen og igen.

Min tanke fra ung alder har været, at jeg ikke ville forcere en streg, altså kunstigt “opfinde” en streg, som ville være mere fortænkt, i en iver for at tilfredsstille en ydre trend om “særhed”.
– Det er heller ikke givet at stregen ikke kan springe i flere retninger alt efter situation, pres, tegneredskab, dagens humør og afsøgninger og alle mulige andre naturlige faktorer.

Jeg startede min første “rigtige” skitsebog op som 17-årig. Allerede fra starten vidste jeg, at disse tegninger skulle være bygget på autentiske iagttagelser.
Jeg ville lære af naturen, af at iagttage mine medmennesker og skabninger, medens jeg samtidig gang på gang udfordrede min tegning med bevægelige og uforudsigelige modeller og motiver.
Heri ligger der en væsentlig øvelse.

Når man ikke ved hvor længe en valgt model vil befinde sig i en given situation, er man tvunget til at gøre sig nogle kvikke betragtninger omkring det væsentlige i motivet.
Dette kan naturligvis ikke gøres fejlfrit, så mange gange nås ikke andet end en nakke, en kasketskygge, eller et øje og en halv næse!
“Og hvad så?”
Dette handler ikke om værksskabelse, men er studier og sansning, men også skarp udvælgelse og situations-fornemmelse.

Efter tusindvis af skitser og iagttagelser vil man helt naturligt afsløre sit temperament og sin mulige evne til at åbne sig mentalt og sanseligt for sine omgivelser.

Om man vil lade det blive ved det, eller arbejde med andre midler i kunsten er en individuel sag.
Der skal dog ikke herske tvivl om at den forståelse man vil opnå omkring antydningens kunst, har en stor indvirkning på en dyb forståelse af tegnekunsten og malerkunsten. For det er sandt at man maler som man tegner.
Det skal forstås langt udover farven og materialerne. Det handler om at forstå form, skygge, lys og bevægelse og at formidle liv.

Det handler om at man ikke behøver at formidle pixel for pixel, men at fange noget væsenligt, således at man vægter sit arbejde og udelukker forskelligt, hvorved der kommer en anden dybde og kontrast i udførelsen af et værk.
Disse elementer er uafhængige af forskellige teknikker, men kan opnåes ved et stort tegneengagement.

Igennem mere end 30 år tegnede jeg således alt der kunne kravle, gå, flyve eller svømme (Ja, jeg har også tegnet fisk under vandet) – hvilket er blevet til flere tusinde skitser.

Disse skitsebøger blev mine kæreste følgesvende og jeg havde (og har) således altid mindst en´ med mig. Så lige meget hvor jeg var eller hvad der skete omkring mig, kunne hive bogen frem og føre blyanten.

Skitsebøgerne udviklede sig herved til en slags tegnede dagbøger. Jeg sørgede for at der altid blev skrevet dato og sted nederst på siderne.
Ligeledes havde jeg en regel om ikke at rive sider ud, da alt var en del af historien også de mindre heldige tegninger samt dem der knap kom igang. Eller de lidt mislykkede teknikker og andre sidespring.

Som man har opdaget på kunstmuseerne rundt i verden, når man har fundet store kunstneres forlængst glemte forarbejder og skitser frem, viser disse sig ofte at have et større kunstnerisk nærvær, meget mere nerve, vibration og udtryk end de ofte fint malede store atelier-udførte værker.
Der sker altså noget ekstra interessant når kunstneren er meget koncentreret, har sin model foran sig, skal fange et særligt lys på himlen eller et træt barns søvnige blik. – Det handler om nuet og tilstedeværelsen.
Igen og igen.

Jeg ville gerne vise de bedste af mine oplevelser og skitser fra skitsebøgerne.
Men hvordan kunne jeg vise dem?
Engang imellem hvis der var en montre tilstede ved en udstilling, kunne jeg vise et opslag pr. bog! Det er jo ikke meget, når de fleste bøger er på ca. 100 sider.
Ligeledes var der ofte kun plads til 5-8 bøger. Og dermed kunne man kune vise få procent ad gangen.

Det var udelukket at jeg ville splitte bøgerne ad og ramme de bedste tegninger ind.
Det ville ødelægge hele konceptet med “tegnede dagbøger, med kontinuitet”.

Så kom ideen omkring at få gjort noget ved en bogudgivelse.
Simpelthen lave et udvalg og få udgivet, for at give publikum et indblik i de ellers næsten hemmelige sider.
Få lukket op bag tegnerens blik – og formidle et stemnings øjeblik.

Og ikke mindst vise og demonstrere at tegnekunsten også i klassisk forstand bestemt ikke er død, og aldrig vil dø, da man altid vil kunne forholde sig til nuet, det evigt bevægelige og at det altid vil indeholde noget unikt.

– Jeg søgte dermed Tegnerforbundet for et legat til at hjælpe mig med at få projektet på gled.
Jeg modtog lykkeligt et legat i efteråret 2016, og gik straks igang. Men der var mange, mange valg at tage og mange ting der skulle findes ud af.

Hvilke tegninger ud af de ca 3.000 styk fra skitsebøgerne skulle bruges?
De måtte alle gennemgås.
Under hvilken form skulle de vises? I temaer, eller?
Skulle bogen selv minde om en skitsebog eller som en “kunstbog” med tekst og billeder?

Jeg er ikke selv en ørn til teknikken at sætte en bog op eller lave grafik.
Der måtte professionelle hænder til.
Min veninde Marianne Beyer, er professionel grafisk designer med eget firma.
Vi har tidligere arbejdet sammen omkring mindre ting som postkort, brochurer og hæfter.
Marianne har en elegant og stram nordisk stil, som jeg synes klæder mine mere virtuose streger rigtig godt. -Så valget faldt på Mariannes evner og hun var heldigvis med på udfordringen.

Der gik megen tid inden vi kom så langt at vi begge kunne afse nogle uger til endeligt at fuldende værket – vi landede henne i starten af 2019.
Således udkom bogen endeligt i jubilæumsåret 2019, hvilket jo kan have sin egen skønhed.

Jeg har lært meget af processen.
Jeg har skrevet en bog før, “Tegn som du ser” i 1995 for DR1, i forbindelse med mine TV-udsendelser af samme navn. Men her lå det fast, at bogen skulle indeholde 10 kapitler svarende til de 10 TV-udsendelser, samt være på max 48 sider.

Med denne bog var alt åbent.
Ambitionerne udviklede sig. Bogen måtte gerne minde om en skitsebog, men jeg valgte hurtigt at tegningerne skulle kunne vises i flere formater og med tekst, så indholdet ville blive mere som en kunstbog.

Da tegnekunsten er universel og visuel kan folk i hele verden jo få glæde af bogen, så hvorfor ikke også skrive teksten på engelsk?
Da teksten helst skulle være kort, til tider poetisk, antydende som skitserne, kunne der vel blive plads til både at skrive på dansk og engelsk?
Bogen måtte endelig ikke blive overlæsset, da udtrykket helst skulle have en vis elegance. Så teksterne blev dermed kogt godt ned.
Jeg kan love for, at der er blevet presset, mast og klippet en tå! Marianne havde et skarp øje på layoutet.
Men det har forstærket udtrykket og jeg har ikke savnet nogle at de tidligere skriverier det mindste!

Jeg valgte at inddele bogen i temaer og det har været sjovt at opstøve de forskellige typer af skitser, samt vælge ud.

Bogen blev printet og bundet med et lækkert, blødt, vokset omslag med flapper.
Jeg er meget glad og stolt over resultatet.
Jeg har fået (eller vi…) fantastisk gode tilbagemeldinger.

Det første oplag var på 200 styk. Og en del af disse er brugt til kundepleje, nogle til Tegnerne og resten har været med på udstillinger mm. og ligget til salg.

Mine ambitioner er at bogen, som er på 100 sider, når/hvis det bliver muligt at trykke 2 oplag, skal have hårdt bind og være lidt større samt trykkes med offsettryk for at løfte det hele en oktav.
Senest er hele den engelske tekst blevet rettet til af en engelsk journalist, så her er også sket en opjustering.
Næste gang vil jeg for alvor kunne sende dette, mit hjertebarn, ud i verden.
Det ville være dejligt om den kunne komme til salg på landets kunstmuseer og i kunstartikelforretninger, da den forhåbentlig kan inspirere og animere til, at endnu flere vil gribe blyanten og begynde at se på deres omgivelser med en tegners helt særlige undersøgende blik!

En stor, varm og taknemmelig tak til Tegnerforbundet for at have hjulpet mig igang med dette bogeventyr.

Anne Gyrite Schütt 2020.

Tegningerne i bogen er valgt ud fra en ordentlig stak skitsebøger.
Bogens forside

1 kommentar til “Støtte til en fin bog med skitser”

  1. Fantastisk lille bog, er meget glad for den og denne nærværende tekst er da så levende som den kan være!
    Håber du får ønsket om 2. oplag opfyldt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.