Rapport fra tegnerturen på Fyn

Aflysningen af sidste års rejse gjorde, at vi ikke turde satse på en tegnertur til udlandet i år. Vi besluttede os til at mødes lige midt i Danmark, og vi fik en dejlig sensommertur. Kirsten fortæller:

Tegnerforbundets tur Fyn rundt

Henriette og jeg valgte at arrangere tegnernes årlige tur under temaet: HOP-ON HOP-OFF. Så hver især kunne deltage alle de fem dage turen varede, eller hoppe til og fra.

Turen lagde ud i Svendborg, hvor vi skulle mødes på SAKs kunstbygning klokken 11, derefter kunne hver især finde lidt frokost i byen, hvorefter der var besøg på atelier Clot på Frederiksøen.

Jeg havde ikke mulighed for at deltage i disse to arrangementer, men hoppede glad på besøget i Lises dejlige værksted/atelier ved femtiden, hvor vi så hendes skønne skulpturer og fik historierne fra de varme spillekorts-lande!

Derefter trillede vi ned på en skøn italiensk restaurant, hvor vi spiste. Dem der havde overskud til en lille godnatdrink, samledes i vores Hotel Ærøs hyggelige gårdhave.

Efter dejlig morgenbuffet, besøgte vi Danmarks Kustumarium, på Frederiksøen, et helt fantastisk museum, med tilhørende åbent broderiværksted ledet af Thomas Sjølander, der viste os eksempler fra hans store arbejde i film og teaterverdnen. Desuden så vi Anne Marie Helgers samlede “råberober” og kostumer, designet af Lars Andersen, der nu er en del af den faste udstilling.

Så gik turen mod Fåborg, hvor vi mødtes på Fåborg museum, til en inspirerende rundvisning om de fynske malere.

Det blev tid til lidt frokost, og derefter besøg på Theis Vallø Madsens SKITSEHANDLEN I FÅBORG.
Han viste os rundt blandt de mange skitser han havde samlet gennem en årerække, nye som gamle.
Et fint sted, med skiftende udstillinger, næste soloudstilling er med John Olsen tegninger fra d. 9.10 – 27.11.

Derefter var der fri leg inden vi skulle spise aftensmad, ideen om at sætte sig på havnen og tegne, blev desværre forpurret af regn, men alle mødte glade op på Fåborg Røgeri Café på vestkajen til fish & chips.
Derefter fandt vi en hyggelig restaurant ved siden af hotellet hvor vi kunne slutte af med dejlige desserter og hyggetegning.

Næste by på vores rundrejse var Kerteminde.
Vi kørte fra Fåborg Hotel i solskin og landede ved ti-tiden på Vikinge Museum Ladby, lidt udenfor Kerteminde. Udover vi så skibet og museet, fik vi spændende historier om klædedragten på den tid, fortalt og vist af en af de mange entusiastiske frivillige, der arbejder på stedet.

Næste mødested var Johannes Larsens Museum, hvor vi indfandt os efter en bid brød i byen. Fantastisk museum, både den stationære udstilling, og særudstillingen med den færøske maler Samuel Joensen-Mikines, for ikke at glemme selve kunstnerhjemmet var en stor oplevelse.

Vi tjekkede ind på Tornøes Hotel og efter et par timers fri, mødtes vi og spiste middag i hotellets restaurant.

Vi kørte videre mod Odense næste dag, hvor første stop var det nyligt indvidede, men endnu ikke helt færdiggjort H.C. Andersen Hus. Utrolig spændende tur gennem H.C. Andersens liv, forfatterskab, papirklip mm. I form af smukke scenarier, der klædte den fine arkitektur, skabt af den japanske arkitekt Kengo Kuma.
Det var nærliggende at slå et smut indenom Fyns Grafiske Værksted på tilbagevejen, da det nærmest ligger dør om dør med H.C!

Vi sluttede dagen af med en tur i Odense ZOO. Meningen var at tegne og spise frokost i haven, men på trods af regn og de fleste spisesteder var lukkede, blev det alligevel en fin oplevelse.

Aftensmaden indtog vi på streetfoodstedet i Storms Pakhus, efter indtjekning på Milling Hotel Mini.
Programmet for sidste dag på vores fynske rundtur var Scherfigudstilling på Brandts. Det missede jeg, da jeg hoppede af vores tur, men fik efterfølgende at vide det havde været en fin udstilling.

Det var spændende med vores nye rejseformat, selvom jeg måske ikke er den rette til at skrive om turen, fik jeg indtryk af den blev godkendt af tegnerne!

Kirsten

På besøg i Lises nye værksted i Svendborg
Det nye Kostumarium på havnen i Svendborg
Rundvisning i Fåborg Museum
Man må gerne tegne ved bordet, mens man spiser dessert
Johannes Larsen Museet i Kerteminde
Johannes Larsen Museet i Kerteminde
Street food i Odense

1 kommentar til “Rapport fra tegnerturen på Fyn”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *