Steen Malberg tilbragte en god del af sommeren 2022 i Grønland, og det kom der – foruden spændende oplevelser – også en lang række fine tegninger og akvareller ud af. Steen fortæller om turen:
Tegninger fra Grønland
Fra slutningen af juli til begyndelsen af september tegnede jeg i Ilulissat og Upernavik i Nordvest Grønland, da jeg havde fået tildelt et opholdt på Refugium Upernavik i august måned.
Startede med 4 overnatninger i Ilulissat. Den første dag var mega fugtig – nærmest støvregn – som jeg brugte til besøg i det nye Isfjordscenter og tegning indendørs. Dagen efter hvalsafari med båd i det skønneste vejr – og tog en masse fotos af isbjerge og HVALER, som reference til fremtidige projekter. Totalt overvældende at sejle mellem kolossale isbjerge i det skiftende lys – og synet af pukkelhvaler, som bådføreren var eminent til at finde. Senere på dagen kom der gang i akvarelfarverne ved Isfjorden med udsigt til rester af stenalderbopladsen Sermermiut. Den første del af dette billede blev malet med akvarelfarve opløst med kaffe og havredrik, da jeg havde glemt vandet… som faktisk funkede nogenlunde. Senere fik jeg foræret vand fra en drikkedunk og kunne gøre billedet færdigt med lidt klarere blå farver 😊 Fra Ilulissat var jeg desuden på en heldagstur med båd til bræen Iqi, med suveræn mulighed for isbjerg-croquis undervejs 😊
Fløj derefter nordpå til Upernavik, hvor jeg lagde mig med corona på 2. dagen… som ikke var helt optimalt! Da jeg blev friskere, men stadig var i isolation, havde jeg heldigvis en pragtfuld udsigt fra mit tegnebord at gå i kast med.
Efter at være kommet på benene igen tegnede jeg det, der for en Københavner var usædvanligt: Snescooter, hundeslæder, lænkede slædehunde, en halvfyldt toiletpose, landskabet med isbjerge og fugle samt husene bygget på klippegrund. Jagtgeværerne på hylden i supermarkedet blev forholds diskret tegnet hurtigt over to omgange – 3 geværer pr. gang 😊
Efter støvregnen den første dag blev vejret fremragende en uges tid, men skiftede derefter til noget mere køligt, gråt og råt – så selv med varmt overtrækstøj og fingerløse handsker blev det rimeligt koldt at sidde stille og tegne efter et stykke tid. Derfor foregik farvelægningen ofte hjemme i varmen.
På en af rejsens sidste dage udstilledes alle tegningerne på Upernavik Museum – med rimelig godt besøgt.
Urban Sketcher Org.’s globale internetmagasin DRAWING ATTENTION har i december22-udgaven bragt de fleste tegninger med lidt mere uddybende tekst, som du kan se og læse om her . Studiet af et isbjerg pryder desuden forsiden.
Tak til alle de skønne mennesker jeg havde spændende snakke med under vejs – på flyrejserne – de gode naboer – folk, der kiggede med, når jeg tegnede – på udstillingen – og til middage og kaffemik.
Og stor tak til Tegnerforbundet af 1919 for støtten til turen og til Refugium Upernavik for opholdet 😊
Så smukt Steen. KH Alice