En studietur til Sri Lanka

Steen Malberg søgte Tegnernes Fond for Copydanmidler og fik støtte til en studietur til Sri Lanka. Han har sendt os denne rapport fra projektet:

Ikke så snart jeg havde bestilt billet til Sri Lanka, før tegneopgaver og udstillingstilbud herhjemme kom ind. En udstilling fik jeg skubbet, og den anden passede lige nøjagtigt med rejseplanerne. Tegneopgaverne var jeg startet på inden afrejsen. Skitser blev lagt i bagagen sammen med tegne- og akvarelgrej. Plus snorkel og svømmebriller!

Det blev ret meget en arbejdsferie. Udover tegneopgaven med New York-motiver, skulle en ven ha’ malet en akvarel af sit hus. Og jeg havde nogle små akvareller med elefant-motiver udstillet hos Barefoot, et design galleri i Colombo, som jeg flere gange var inde at besøge og forhandle forskellige forslag med, der arbejdes videre på.

I starten af turen boede jeg ved en strand nær Colombo, hvor der var plads til at tegne på hotellet. Senere, længere nede ad kysten i Hikkaduwa, indrettede jeg tegnestue på verandaen lige ud til haven med kokospalmer og havudsigt – og tegnede på opgaven med New York-motiver! Midt på dagen blev det for varmt til andet end en svømmetur! Det er så her snorkel og svømmebriller kom ind i billedet. Og koralfisk! I de mest vilde farver og former.

New York tegningerne kan ses her og her

Tegningen af min vens hus

Planen var at tegne min vens hus på stedet, men dels var lys og skygge på huset bedst midt på dagen, hvor det var allervarmest – omkring 30 grader, og dels cirklede nogle irriterende typer rundt, hvor jeg skulle sidde og arbejde, så det blev tegnet efter foto. Min ven skulle flytte til naboejendommen i baggrunden af billedet, som var lidt mere tricky i konstruktionen end set ved første øjekast. Så der blev perspektivtegning virkelig genopfrisket.

Tilbage i Colombo skulle der søges om forlængelse af visum. Under en laaaaaaang ventetid på visa-kontoret var jeg heldig, at der var flere munke i køen, som jeg i al diskretion begyndte at tegne. Men ikke mere diskret, end at det blev indfaldsvinklen til nogle interessante samtaler med en af munkene, der dog hele tiden blev afbrudt af en noget kaotisk udlevering af visa. Vi havde en virkelig god kontakt, som kunne ha’ været min vej til at tegne inde i et tempel. Men jeg skulle allerede reje videre næste dag. Ellers genialt hvad tegning kan føre til, hvis man har mulighed for at gribe chancen.

Meget tidligt næste morgen tog jeg toget til Polonnaruwa inde i landet, hvor jeg gik på opdagelse mellem 8 – 900 år gamle tempelruiner og de fedeste Buddha-skulpturer – og flokke af nysgerrige og legesyge aber, der ikke var mindre interessante.

Derfra med jeep på safari i Maduru Oya Nationalpark, hjemsted for mindre flokke af elefanter, vandbøfler og mange forskellige fugle. Det gik for hurtigt til at tegne, men var fantastisk at opleve – ikke mindst elefanterne i deres naturlige omgivelser.

Tog videre østpå med en lokal bus til Trincomalee, hvor jeg i en nogenlunde stille handelsgade tegnede Æggehandlerskens hus over nogle dage.  En butik fyldt fra gulv til loft med kasser af æg… Tegningen tiltrak dog lige lovlig mange folk, men blev også anledning til nogle hyggelige snakke med æggehandlersken, når hun inviterede ind og bød på en cacaomælk, som hun også var forhandler af.

Æggehandlerskens hus

Valgte at flyve fra Trincomalee tilbage til Colombo – med et ikke helt nyt tomotorers kinesisk fly… Alternativet var at ankomme til hovedbanegården i Colombo kl. 2 om natten, som ikke var optimalt som alene rejsende. Sri Lanka er ellers et sikkert land, at rejse i, men der er ingen grund til at løbe en unødig risiko – skriver jeg efter lige at ha’ fløjet med et ældre tomotorers indrigsfly …

Under hele turen, var jeg på jagt med kameraet, og fotografere dyr og fugle til det videre arbejde hjemme . På Sri Lanka er naturen altid tæt på. Selv i Colombo kunne jeg fra min veranda iagttage et rigt fugleliv – og om aftenen flyvende hunde. Egerne brugte dagen lang el-ledningerne som landevej og pilede frem og tilbage mellem husene. Et meget insisterende egern syntes endda, at vi skulle deles om min morgenmad!

Og så var der mødet med mange interessante mennesker fra alle samfundslag, der kan få en til at føle sig så uendelig dybt privilegeret over at leve i Norden! Men det er en hel anden historie …

Straks tilbage i Danmark var det med fuld fart på, at forberede udstilling på Annaborg (Hillerød Kunstforening) sammen med gruppen Dyreliv og min egen udstilling i Friluftsrådet, hvor der på begge udstillinger var/er akvareller fra tidligere rejser. Udstillingen i Friluftsrådet kan ses frem til 28. april.

Stor tak til TEGNERNE for tilskud til rejsen.

Munke
Et hindutempel shines op
En grå langur
Et egern på besøg ved min morgenmad
En isfugl
I Maduru Oya Nationalpark
Makakaber
Påfugle
Koralfisk

2 kommentarer til “En studietur til Sri Lanka”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.