Tegnerforbundets Fond for Copydan-midler støttede Maria Sandvigs projekt. Det blev hun glad for 🙂 og hun har skrevet til os:
Det er med stor glæde og taknemmelighed, at jeg kan evaluere hvad Tegneforbundets legat har betydet for mig og mit tegneprojekt Tegnedyret. Legatet har fungeret som en helt særlig motivation og et godt skub for mit projekt, og jeg vil gerne takke dem for deres generøse støtte.
Med hjælp fra legatet som jeg modtog september 2022 har jeg haft mulighed for at rentegne fem farverige dagsbogsudklip, der viser små hverdags udklip, om hvordan det er at være et til tider ængstelig individ der samtidig arbejder som selvstændig, og hvilke redskaber, jeg bruger for at hjælpe mig igennem både de milde og de meget svære perioder. Striberne er vedhæftet og ligger på Instagramprofilen Tegnedyret sammen med et takke-opslag, hvor Tegneforbundet.dk’s logo er på. I perioden har jeg også haft mulighed for at skitse endnu flere udkast.
Jeg har været utroligt glad for at se, at opbakningen fra Tegneforbundet har resulteret i, at mit projekt er blevet set og delt af andre. Ansatte fra Headspace* i Gentofte har delt mine opslag, hvilket har varmet mit hjerte og givet mig en følelse af, at det at dele ud af mine egne erfaringer kan være med til at hjælpe andre, der føler samme udfordringer som mig. At denne organisation har set et opslag fra mit projekt og tænkt, at det kunne tale for deres sag i form af hjælp til tankemylder og bekymringer, har været en stor anerkendelse for mig.
Projekt Tegnedyret vil fortsætte, når jeg har lidt mere ledig tid i mit program, men takket være legatet har jeg haft opbakningen til at producere mere, end hvis jeg havde været foruden. Det har givet mig et økonomisk og motiverende skub i ryggen, så jeg kunne fokusere på min kunst og mindre på de finansielle aspekter. Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået, og jeg håber, at det kan inspirere andre kunstnere til at udvikle personlige projekter.
Samlet set har jeg udelukket oplevet Tegneforbundets legat som en positiv og støttende oplevelse. Det har givet mig mulighed for at forfølge mit projekt og dele mine erfaringer med andre, og jeg er taknemmelig for den tillid og støtte, jeg har modtaget. Jeg håber at kunne bidrage til kunst- og tegnemiljøet ved at dele ud af min erfaring som modtager af sådan et legat.
Tusind tak,
Maria Sandvig
* Headspace er en ungdomsorganisation, der støtter børn og unge i et safe space, hvor de kan dele deres tanker med rådgivere gratis og anonymt.