Vores medlem, Mette Wille, har fået støtte af Tegnerforbundets Fond for Visda-midler til at udarbejde et faghæfte, som hun bruger i sit arbejde med et børnehave-projekt. Her er hendes artikel om projektet og nogle af illustrationerne til materialet:
Loven om pædagogiske læreplaner i dagtilbud til børn blev vedtaget af Folketinget den 25. marts 2004 og trådte i kraft samme år. Da man alle steder i landet havde optakt til storstilede projekter i anledning af H. C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005, brugte jeg H. C. Andersen som tema i min udvikling af kreative projekter for børn.
På det tidspunkt underviste jeg i billedfag og medier på pædagogseminariet og lavede sideløbende kunstworkshops i daginstitutioner og inspirationskurser for pædagoger, som indtænkte de nye læringsmål. Teori og praksis smeltede smukt sammen, og jeg påbegyndte et projekt med arbejdstitlen “Leg og lær med eventyr”, som har manifesteret sig på mange niveauer: Fra kreative forløb for børn i mange kommuner, kurser for pædagoger, studerende på pædagogseminariet og pd-uddannelsen, udsmykningsprojekter, illustrationer og fondsstøttet kunstarbejde.
I samarbejde med Gl. Holtegaard lavede jeg i en årrække workshops for børnehaver i Rudersdal Kommune. Med udgangspunkt i H. C. Andersens vidunderlige eventyruniverser, der ofte udspiller sig i naturen og tit med naturens planter og dyr som levende, tænkende, talende, følende og handlende figurer, blev planter og insekter i Gl. Holtegaards have inddraget i børnenes arbejde med eventyr. Børnene lyttede til eventyr, skabte billeduniverser i tegning og maleri, lavede stangdukker og arbejdede med genfortællinger og dramatiseringer af udvalgte eventyr, hvor kreative og sproglige kompetencer bliver udfordret og styrket.
I 2018 ændrede dagtilbudsloven sig igen, da den styrkede pædagogiske læreplan udkom. Ud fra evalueringer af styrker og udfordringer ved loven fra 2004, regulerede man de pædagogiske læreplaner, så de kunne blive et endnu bedre redskab for personalet i daginstitutionerne.
Den styrkede pædagogiske læreplan skulle således også indtænkes i mit arbejdsmateriale. I 2021 udgav jeg faghæfter med beskrivelser og mål ledsaget af materialepakker til daginstitutioner i Københavns Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune under samfundets nedlukninger, hvor børnehaver gennem mit materiale fik mulighed for at få en kulturel inspiration med læringsperspektiver i en tid med begrænsninger. Jeg indledte et samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune med udgangspunkt i projektet, som strakte sig over 6 år.
Læreplanens seks temaers opdaterede fokus på børns udvikling, trivsel og læring var indtænkt i alle led af de aktiviteter, vi arbejdede med i børnehaverne.
“Leg og lær med eventyr” har altså levet og udviklet sig i 20 år. I den anledning har jeg færdiggjort et nyt og opdateret materiale henvendt til ledere, pædagoger og pædagogmed- hjælpere i daginstitutionerne og studerende på pædagoguddannelsen samt workshops og kunstprojekter i daginstitutionerne. Materialet skal inspirere til at skabe bedre muligheder for børns fordybelse i kreative udtryk og derigennem bidrage til børnenes kompetenceudvikling i motiverende forløb med afsæt i den styrkede pædagogiske læreplan.
Forløbene er blevet evalueret undervejs i samarbejde mellem daginstitutionerne og mig.
Jeg præsenterer gennem kurser for voksne og kunstprojekter for børn en række kreative aktiviteter, som er bygget op omkring forskellige eventyr af H. C. Andersen. Forløbene introducerer forskellige kreative tilgange, arbejdsteknikker og udtryksformer indenfor fortælling, billedudtryk, sprog og dramatisering, hvor det legende, eksperimenterende og udforskende er det bærende element. Aktiviteterne er eksemplariske og kan justeres og udvides tematisk til længerevarende forløb eller forkortes til små inspirerende aktiviteter i dagligdagen i børnehaverne.
Forløbene har til hensigt at give personalet i børnehaverne idéer til, hvordan de kan understøtte børns trivsel og udvikling, stimulere deres lyst til læring og støtte kompetenceudviklingen i et pædagogisk aktivt, inspirerende og reflekteret læringsmiljø for både børn og voksne.
H.C. Andersen hentede inspiration til sine eventyr i naturen og livet i Danmark og i de fremmede kulturer, han læste om og oplevede gennem sit liv, på rejser til forskellige lande og i møder med mennesker fra alle samfundslag. Han interesserede sig for almenmenneskelige eksistenstemaer, søgte efter medmenneskelighed og retfærdighed og pegede på muligheder for en bedre verden med mere kærlighed og empati gennem unikke og gribende fortællinger, som berører mennesker i alle aldre overalt på kloden.
H.C. Andersens eventyr bliver gjort til omdrejningspunkt for aktiviteter, som åbner muligheden for sammen med børnene at arbejde med naturfaglige, kulturelle og sproglige temaer og vil uundgåeligt også lægge op til samtaler om følelsesmæssige og sociale temaer blandt børnene.
I de kreative forløb er det et sigte at omsætte idéer og mål til praksis. Der igangsættes faglige, pædagogiske og kreative læringsprocesser, som arbejder målrettet og reflekteret hen imod at kvalificere børnenes individuelle, faglige og sociale udvikling. Processerne er inspirerende og levende for børnene, så de er drevet af motivation og glæde i denne proces. Forløbene kan udover at stimulere og støtte de skabende processer i børnehaverne skabe nærværende, dybe og unikke oplevelser for børnene og samtidig støtte og inspirere pædagoger og pædagogmedhjælpere til at arbejde med indsatsområderne og til at opbygge og forankre et stærkt kreativt læringsmiljø i børnehaven.
“I Danmark går stort set alle børn i alderen 0-6 år i dagpleje, vuggestue eller børnehave hver dag. Det giver dagtilbuddene en unik rolle i forhold til at understøtte alle børns generelle trivsel og udvikling. Forskning peger på, at dagtilbud af høj kvalitet har en markant positiv betydning for især børn fra hjem, hvor forældrene ikke i tilstrækkelig grad kan stimulere og støtte børnene.” “Gode dagtilbud bidrager derfor til, at flere børn får et liv, hvor de har mulighed for at forfølge deres mål og drømme.”
(Kilde: Den styrkede pædagogiske læreplan).
Det er en hensigt med forløbene, at aktiviteterne bidrager til kvaliteten i dagtilbuddene – både under selve afviklingen af disse og gennem de arbejdsmetoder, de kan udvikle hos både børn og voksne i børnehaven.
Det pædagogiske læringsmiljø i “Leg og lær med eventyr” tager udgangspunkt i børnenes verden. Det betyder blandt andet, at legen både er en tilgang og en grundlæggende værdi i aktiviteterne, uanset om der arbejdes med kommunikation og sprog, kunstneriske udtryksformer, udvikling af kropsforståelse og sanser eller i udforskningen af natur- og kulturtemaer. Aktiviteterne kan stimulere børnenes udvikling af eget selvværd, give dem tryghed i forhold til at afprøve sig selv alene og i fællesskab med andre og opnå mod til at udtrykke sig og møde nye udfordringer. De kan få oplevelser med at fordybe sig og være vedholdende både i de enkeltstående aktiviteter og i det tematiske. Børnenes muligheder for at danne positive erfaringer med at være sammen med andre kan styrkes ved opmærksomheden omkring det fælles projekt, hvor de også kan komme til at forstå betydningen af og ansvaret for fællesskabet og værdien af det sociale perspektiv i leg og læring. De kan opleve og udvikle interesse og hensynsfuldhed over for andre børns sproglige, dramatiske og billedskabende udtryk, andre børns personlighed, baggrund, ligheder og forskelligheder – herunder også børn i udsatte positioner.
Forløbene styrker helt indlysende også børnenes overgang fra børnehaven til skolelivet i kraft af både indhold og den pædagogiske metode i projektet, som i store træk minder om, hvad børnene kommer til at møde i deres første skoleår.
Mette Wille, 2025
Udtalelse efter eventyrprojekt i Børnehuset Rosenlyst i Kgs. Lyngby:
“Mette er en kunstner som brænder for sit fag, og som brænder for at åbne børn, unge og voksnes blik og begejstring ind i denne skabende kraft som kunsten er.
Mettes stærke relationelle kompetencer gør, at hun hurtigt lykkes med at skabe et rum, hvor børn og voksne føler sig trygge og tør udfolde sig kunstnerisk.
Mette skaber nærvær og ro, hun er helt igennem anerkendende i sin tilgang til børnene, og hun forstår samtidig at rammesætte tydeligt.
Mette er åben for ideer i den planlæggende fase, og kobler sig hjertens gerne på børnehusets årshjul. Herfra udvikler hun egne ideer, til stor inspiration fordi det er sjovt, det er udviklende, og det støtter børnehusene i at opfylde læringsmålene i den styrkede pædagogiske læreplan.
De smukke værker børnene fremstiller pryder ofte børnehuset, men det er uden tvivl vigtigst med processen, for både Mette og børnene. Alle børnehuse burde have en Mette Wille !”
- Charlotte Bach Wiitanen, Dagtilbudsleder




Dit arbejde transcenderer kunst og pædagogik. Respekt.