Kunstnerisk julekomsammen i Århus

Den 24.-25. november 2021 gjorde vi det igen! Vi samledes fra mange hjørner af landet for at dele vore liv og erfaringer med hinanden og for i fællesskab at søge inspiration. Denne gang startede vi med julemiddag på en lækker restaurant i hjertet af Århus. En stor del af deltagerne var lune jyder, og som altid blev der grinet godt igennem forud for, at vi dagen derpå besøgte og blev guidet igennem den stort anlagte udstilling Sun Is God på AROS.

Udstillingen viste et udvalg på over 100 malerier og akvareller af den romantiske landskabsmaler William Turner (1775-1851). Turner er jo kendt som en pioner især hvad angår det at male et nærmest overjordisk lys ind i sine ofte stormomblæste motiver, ligesom han var blandt de første, der skildrede menneskeskikkelser som små og nærmest magtesløse i store, voldsomme landskaber. Han er blevet kaldt den første modernist, årtier før modernismen brød frem med impressionisterne, idet han allerede i begyndelsen af 1800-tallet slap de dengang herskende normer om naturalistisk motivlighed for i stedet at male lyset frem med løse strøg og stærkt følelsesladet brug af lys/skyggekontraster.

På udstillingen så vi mange eksempler på kunstnerens fremragende tegneevner. Samtidig blev vi opmærksomme på, hvordan netop Turner i mange tilfælde har brugt akvarel som sit primære skitsemateriale. Guidens tekniske oplysninger om kunstnerens fremgangsmåder kombineret med hendes rige info om de sagn og myter, der lå bag mange af maleriernes motiver gjorde den samlede udstillingsoplevelse rig og god, også selvom man stadig må tage en tur til London, hvis man vil opleve nogle af kunstnerens helt store og velkendte lærreder.

Tak til Tegnerforbundet for atter et skønt arrangement og ikke mindst for det hyggelige og glade samvær, vi havde.
Lise

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *