Skip to content

Illustrationens dag 2026

Vi har fået en invitation fra vores kolleger i Dansk Forfatterforenings Illustratorgruppe, som fejrer Illustrationens dag i efteråret.

Menneskeskabte dyr løs i byen

Illustratorer fejrer håndværket med menneskeskabt kunst til Illustrationens Dag
Der skabes historie 12. september, når Helligåndshuset i København danner rammen om den første Illustrationens Dag – menneskeskabt //
human made. Her hyldes fagligheden, arbejdet og historien om, hvad det betyder at tegne med hånd, hoved og hjerte.
– Vi vil gerne hylde dansk illustration anno 2026, og give den brede offentlighed indsigt i vores arbejde, siger Marie Priem, forperson
for Illustratorerne i Dansk Forfatterforening.
Dagen kommer på et tidspunkt hvor illustration som fag står under pres fra AI-platforme, der genererer billeder med få klik og
i processen høster tusindvis af illustratorers arbejder fra nettet for at træne deres modeller. Det udhuler indtjeningsmuligheder
for kunstnere, der lever af at tegne. Men i stedet for kun at reagere på udfordringen, har Illustratorerne valgt at møde den med
oprejst pande.
– Vi må agere i stedet for at reagere, forklarer Marie Priem.
– I stedet for at pege på AI og sige hvor er det fantasiløst og dumt, så må vi vise os frem. Vi må skabe fokus på os, så vi kan vise
den brede offentlighed hvor sprudlende, levende og opløftende det er at få rigtige mennesker til at tegne.

Håndværket fejres

Illustrationens Dag samler danske illustratorer, der alle bidrager til en udstilling af værker skabt uden kunstig intelligens. Fælles for
værkerne er fortolkning af temaet ”Dyr i byen”.
Dagen byder foruden selve udstillingen på et program, hvor publikum får indsigt i illustratorers kreative proces, og der kommer
internationale perspektiver på vilkår for illustration verden over.
Simon Væth, illustrator og medarrangør, sidder normalt alene med sine soloprojekter. Men dagen giver ham mulighed for noget
han værdsætter højt.
– Personligt synes jeg, det er spændende at lave noget større med flere kolleger. Det kan føles stort og uoverskueligt og skræmmende,
men så bliver jeg bare ved. Man kan mere når man er flere.
For Væth handler det ultimativt om at sætte fokus på det menneskeskabte.
– Jeg gør det for at sætte fokus på det håndlavede og menneskeskabte. Der vil altid eksistere billige løsninger, men når AI-genererede
billeder kommer så bredt ud og påvirker så stort, skal vi gøre opmærksom på det.

En samtale om værdi

Organisationen har også været med til at lave rettighedskampagnen ”Kan man leve af at tegne?” Den præsenteres på dagen som
en del af en større samtale om illustratorernes vilkår.
Marie Priem understreger, at dagen således også handler om at starte en vigtig samtale.
– Vi kan ikke komme udenom AI, og det skal vi heller ikke. Vi skal bare bruge det der hvor det giver mening og ikke til at generere
sjæleløse billeder som alle ligner hinanden.
Hun slutter med en påmindelse om noget helt grundlæggende.
– Vi lever alle i kraft af hinandens respekt. Som illustrator er du afhængig af din beskuer, dit publikum. Vi værdisættes i samspillet
mellem øjnene, der kigger, og vores egen hånd, der tegner.
Den værdi håber arrangørerne vil kunne mærkes gennem hele dagen.

FAKTA:

Illustrationens Dag – Menneskeskabt // Human Made

Dato: Lørdag 12. september 2026, kl. 10-19
Sted: Helligsåndshuset, Valkendorfsgade 33, København
Entré: Gratis
Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond
Arrangør: Illustratorerne i Dansk Forfatterforening
Illustratorerne i Dansk Forfatterforening er en interesseorganisation der arbejder for at styrke illustratorernes interesser og
rettigheder, sikre og forbedre ophavsretten samt synliggøre faget og dets udøvere.
Organisationen blev i 2026 tildelt Hans Christian Andersen Prisen for udgivelsen ”Den store H.C. Andersen Eventyrbog.”
Kontakt: Marie Priem, forperson Illustratorerne, tlf. 22839326, mariepriem@gmail.com

Comments (0)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top