Nyt medlem: Birde Poulsen

Birde Poulsen er for nylig blevet medlem af Tegnerne, og som vi plejer, har vi bedt hende om at fortælle os, hvem hun er, og hvad hun laver. Du kan gå til Birdes medlemsside og læse mere om hende, eller du kan bliver her og se hvad hun siger om sit arbejde:

 

Jeg vil gerne bevæge beskuerens følelser, det må frem for alt ikke være kedeligt at kigge på mine illustrationer. Jeg håber at beskueren bliver fanget og næsten ikke kan vente med at bladre frem til næste side i bogen.

Det glæder mig, når både børn og voksne får noget ud af en illustration, selv om det sjældent er det samme et barn på f.eks. et par år og en voksen oplever ved at se på et billede.

Jeg holder meget af at farvelægge, så jeg håber også, at jeg kan give beskueren en smuk oplevelse.

Illustrationen skal helst uddybe teksten og fortælle noget mere end det der står. Det bliver kedeligt, hvis jeg tegner det samme som det der fortælles i teksten. Sagt med andre ord, hvis jeg kan tegne det der står, (og især hvis det drejer sig om en billedbog), så kan det med fordel stryges i teksten.
Jeg kan uddybe figurernes karaktertræk og jeg kan vise meget mere end det der står i teksten.
Og det bliver ikke så fastlåst, som hvis det fortælles med ord.

Jeg kan vise hvad figurerne tænker og føler, men ikke hvad de siger. Derfor er den direkte tale, den vigtigste bestanddel i en god billedbogstekst efter min mening.

Jeg tror, at man lettere kan tegne ”usandsynlige” ting og figurer, så beskueren tror på det, end hvis det drejer sig om et manipuleret/ ”usandsynligt” foto.
Derudover tror jeg, at en illustration er lettere at aflæse end et foto.

Jeg tegner ofte dyr, som kan tænke og tale, det ville virke usandsynligt, hvis det var vist med fotos. Jeg oplever, at jeg kan få beskueren til både at tro og identificere sig med mine dyr. Det tror jeg ikke er muligt med et foto.

Derudover har alle illustratorer en personlig steg. Der er der muligvis også dygtige fotografer der har et personligt udtryk, men jeg tror, at det er sværere at se. Et foto virker efter min mening mere upersonligt.

Du kan besøge Birde Poulsens hjemmeside birde.dk

Den første blyantsskitse på gennemsigtigt papir – tegnet, klippet og klistret, så ænder og ællinger passer ind. Foto: Birde Poulsen
Blyantsskitsen tegnes over på 300 gr. akvarelpapir. Foto: Birde Poulsen
Det våde akvarelpapir spændes op på pap med papirtape. Foto: Birde Poulsen Foto: Birde Poulsen
Den grønne streg er maskeringsvæske, som trækkes af til sidst – baggrunden er let saltet og ved at tage form. Foto: Birde Poulsen
Nu er baggrunden på plads, og de første ællinger er ved at få farve. Foto: Birde Poulsen
… og her den færdige illustration, parat til tryk. Foto: Birde Poulsen

Glimt fra en håndtegner

Dansk Forfatterforenings blad ‘Forfatteren’ bragte i nr 2 – 2017 Lene Møller Jørgensens artikel om en håndtegners arbejdsproces. Vi har fået lov til at bringe artiklens tekst og billeder her:

Arbejdsproces; Vi kikker over skulderen på illustrator Birde Poulsen. Fra ide til skitse til færdig akvarel.

Hun er mest til dyr. Gerne frøer og mus.

”Se bare på de der lemmer,” siger illustrator Birde Poulsen, og planter en pegefinger på en af sine egne tegninger af tudsen, Tudse, ”der er mulighed for så meget bevægelse og liv. Han kan hoppe, strække ud, løbe og gå. Ligesom et menneske.”

Elefant, zebra og giraf hører også til på top ti, ligesom andre elegante, grafiske dyr fra den afrikanske savanne. Men hun debuterede med en myg.

Birde Poulsen forlod Skolen for Brugskunst i 1979 med et eksamensbevis, en tegnemappe og uden begreb om, hvordan hun skulle leve af at tegne.
”Mødet med den virkelige verden kom som et chok, jeg havde aldrig løst en opgave og havde ingen erhvervserfaring overhovedet,” konstaterer Birde Poulsen. Så det blev en lang vandring med tegnemappen under armen, inden hun fik sin første opgave på forlaget Mallings, der var velvilligt indstillet overfor debutanter. Det blev til ’Pjuskes lille liv’, en bog om en myg. Siden kom bøger om hvepse, edderkopper og mariehøns – og så kom Tudse til. I dag har Birde Poulsen ikke helt tal på, hvor mange billedbøger, hun har lavet – omkring 70, mener hun. Og derudover ca. 150 illustrerede bøger.

I sin egen verden

Arbejdet foregår hjemme i det gule, stråtækte hus, hvor hun har valgt det bedste rum som arbejdsværelse. Stort og lyst, udgang til altan, kæmpeskrivebord med plads til skitser, opslagsværker, 50-60 pensler, akvarelfarver og en hund og en kat. Have og natur tæt på. Det svarer faktisk 100 procent til den romantiske forestilling om den kreative tegner og kunstner – sådan a la Beatrix Potter, Peter Kanins mor?

”Ja, ja,” siger illustrator Birde Poulsen, inden man kommer for godt i gang, ”det er fint, men også ensomt at arbejde hjemmefra. Dét og så den usikre, svingende økonomi som selvstændig illustrator er nok det værste ved faget.”

Billedbogen har det ikke let i dag. Bibliotekerne køber måske 300 eksemplarer, og en levetid på 8-9 måneder i boghandel og på lager er heller ikke usædvanlig før makulatoren startes. Og når Birde Poulsen kikker i sine gamle kontrakter fra 1980erne kan hun konstatere, at honorarerne ikke har rykket sig opad – snarere tværtimod. Så hun er ikke optimistisk på sit fag vegne, og er glad for, at hun ikke er ung og skal til at indlede sin karriere nu.

Men hvad er så det bedste ved faget?

”Det er, når jeg farvelægger med akvarel. Skitser og optegning er arbejde, men farvelægningen elsker jeg. Jeg kan gå og glæde mig til at tage fat på penslerne, og når jeg maler med akvarel er jeg i min egen verden.”

Det var et års ophold på Færøerne efter studentereksamen, der overbevidste Birde Poulsen om, at hendes profession skulle være at tegne og male.
”Farverne deroppe – lyset og vandet – inspirerede mig voldsomt. Jeg malede hav og himmel og himmel og hav, og det var fantastisk. Jeg var så begejstret, og jeg maler stadig akvareller af himmel og hav, når jeg holder ferie.”

Den første skitse …

I et hjørne af tegnestuen står et skrivebord med en computer, som bliver flittigt brugt – dog ikke til at tegne på, for det forgår i hånden. Fra storyboard til første skitse, fra optegning på akvarelpapir til farvelægning lag på lag. Det er en lang og langsommelig proces.

I øjeblikket arbejder Birde Poulsen på et stort værk med H. C. Andersen eventyr. Hun tegner hunde med øjne så store som tekopper, prinsesser, svinedrenge og grimme ællinger.

De første streger med en blød, tyk blyant sætter hun på skitsepapir – manifoldpapir, der for uindviede ligner gennemsigtigt madpakkepapir. Skikkelser, dyr og mennesker, kommer til live på manifoldpapiret hver for sig. Nogle bliver kasseret, andre revet ud og måske stykket sammen til én stor tegning, et tableau. Fordelen ved det gennemsigtige papir er, at det kan spejlvendes – hvis en and basker hidsigt mod højre og den grimme ælling står til venstre – ja, så er det praktisk, at man bare kan vende den ene skitse og så står de to overfor hinanden.

Når skitsen er færdig går Birde Poulsen over til lysbordet i hjørnet, hvor den skal tegnes op på kraftigt akvarelpapir. Derefter kommer akvarelpapiret i bad – enten gennemfugter hun det eller lader det flyde på vandoverfladen et par minutter til papiret har udvidet sig, og så spænder hun det op på pap med papirtape.

”Processen gør akvarelpapiret fast og lækkert, så det det ikke buler, når jeg maler med den fugtige akvarelmaling. Hvis papiret buler, lægger farven sig forkert.”

Farver …

Næste trin foregår tilbage til ved arbejdsbordet – ved sin ene side har Birde Poulsen en bakke med 50-60 pensler i krukker, ved den anden et par fyldte akvarel boxe og foran sig har hun to store krukker med vand. Den ene er til at dyppe penslen i – den anden er katten Krittes drikkeskål. Selvom Kritte langt foretrækker det grumsede akvarelvand, når den kan se sit snit til det.

Inden de første baggrundsfarver lægges på, afdækker Birde Poulsen nogle områder på tegningen med et flydende lag grønt maskeringsvæske. Væsken stivner, så det maskerede område stadig kan ses, men ikke tager imod akvarelmalingen. Senere, når baggrunden er malet og tør, trækker hun forsigtigt den elastiske maskering af og farvelægger de afdækkede, jomfruelige områder.

Mellem penslerne står også en saltbøsse – en ingrediens som kan fuldende en illustration.

”Et drys saltkorn giver struktur,” siger Birde Poulsen, ”det er f.eks. godt til krokodillehud og fjer. Og træstammer.”

Når farverne er lagt på, hvert strøg godkendt og tegningen er knastør, hænger Birde Poulsen den op med en klemme på snoren under loftet i arbejdsværelset. Den er klar til tryk. Og nu skal den hænge der, så illustratoren kan kaste et blik op og se farver og nuancer, når næste tegning skal farvelægges. Men først tager hun en lille pause.

Illustrator Birde Poulsen har tegnet og illustreret mere end 70 bøger. Foto: Lene Møller Jørgensen

4 kommentarer til “Nyt medlem: Birde Poulsen”

  1. Mine børn og jeg har læst nogle af dine bøger, da de var små.
    Hyggeligt at møde dig i Wien, hvor jeg ikke anede du var nyt medlem, troede du var gammel i gårde, og jeg den nye 😉
    Så velkommen til.
    Gode artikler!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *