Et dødsfald

Vores gode kollega og næstformand i Tegnerforbundet Ole Jensen døde den 5. marts 2018 sidst på eftermiddagen. Ole blev 82 år.

Ole Jensen har i mange år gjort en stor indsats i Tegnerforbundet af 1919, dels som næstformand i foreningen, men også som bestyrelsesmedlem i VISDA, ligesom han havde kontakten til de Nordiske tegnerforeninger.

Ole var udlært Kemigraf med Bronzemedalje. I nogle år arbejdede han som Dybtryksretrouchør, hvorefter han kom ind på Den Grafiske Højskole på et specialkursus i Grafisk formgivning og produktions tilrettelæggelse. Han blev en del af det ”berømte” guldhold.

Efter eksamen kom han ind som tegner og tilrettelægger på Louis Lundgreen’s tegnestue, senere tegnestuechef på Mostrups Forlag. Derfra som kreativ tilrettelægger og tegner til Schultz Bogtrykkeri – som han var meget glad for og betragtede som et af de fineste trykkerier.

Tiderne ændrede sig og i 1974 startede han sin egen tegnestue. Her havde han fra starten held med at få gode kunder både i den offentlige og den private sektor fx Regeringen og Folketinget og bl.a. Udenrigsministeriet, som han havde som kunde i over 40 år. Men også Erhvervsministeriet og Finansministeriet gjorde brug af hans firma.

I den private sektor havde han kunder som A.P. Møller, Politikens Forlag, Brinkmann kommunikation, Lundbeckfonden og ArSiMa. Ole underviste også om aftenen på Den Grafiske Højskole og Reproteknisk Fagskole og afholdt kurser for Erhvervssprogligt Forbund. Og ved siden af var han fagligt engageret til det sidste som næstformand i Tegnerne Tegnforbundet af 1919.

Ole Jensens lange liv har fundet en afslutning. Han vil blive savnet og vore tanker går til hans nære familie og venner.

Æret være Ole Jensens minde.

Tegnerne Tegnerforbundet af 1919
Alice Guldberg Faber, formand

Som optakt til vores 100 års-jubilæum er der lavet en række portrætter af medlemmer af Tegnerforbundet.
Læs interview med Ole på linket her 

Ole i godt selskab på Tegnernes dejlige tur til Bratislava i september 2015
Med sin fine streg og fiffige betragtninger kommenterede Ole stort og småt i samfundet

9 kommentarer til “Et dødsfald”

  1. Rasmus Palmelund Kviesgaard

    Beklager at jeg først for skrevet nu. Oles bortgang kom på et tidspunkt, hvor jeg var travlt optaget af, at lære et nyt håndværk på en ny arbejdsplads.

    Derfor har jeg været lidt sløv til, at følge med i nyhederne på siden her.

    En af de ting, som jeg husker Ole for, var hans måde og titulere mig på. Tit blev jeg mødt med kommentaren: Hvad så, min dreng? Selv syntes jeg det var en lidt underlig måde at blive tiltalt på, eftersom jeg nu er i starten af fyrrerne.

    Hvad jeg så ikke var klar over, var at Ole var næsten dobbelt så gammel som jeg selv. Jeg troede nok, at han var en del år eller et mindst et årti yngre. Set i det lys giver hans kommentar til mig lidt mere mening.

    Personligt fandt jeg, at Ole var et af de elementer, som bidrog til de positive oplevelser af diverse studieture, hvor vi begge har været deltagende i. Jeg kommer nok fremadrettet til, at savne ikke at blive mødt med et: Hvad så, min dreng? på fremtidige studieture.

    Med venlig hilsen
    Rasmus Palmelund Kviesgaard

  2. Rasmus Palmelund Kviesgaard

    Beklager at jeg først har det det har for nylig. Oles bortgang kom, mens jeg var travlt optaget af, at lære et nyt håndværk på en ny arbejdsplads. Så jeg har desværre været lidt sløv til, at kigge på hjemmesiden her.

    En ting jeg husker Ole for, var hans jævnlig kommentar til mig: Hvad så, min dreng? Syntes altid det var en lidt pudsig måde at blive tiltalt på, eftersom jeg nu er i starten af fyrrerne.

    Hvad jeg så ikke var klar over, var at Ole så var cirka dobbelt så gammel som jeg selv. Set i det lys giver hans muntre kommentar lidt mere mening.

    Personligt synes jeg at Oles selskab på diverse studieture var et af de elementer, der bidrog til de positive oplevelser på de studieture, hvor vi begge var deltagende. Jeg vil i hvert fald savne, ikke at skulle mødes med et: Hvad så, min dreng? i fremtiden.

    Med venlig hilsen
    Rasmus Palmelund Kviesgaard

  3. Runa Steppinge

    Åh ser det først nu, hvor er det trist 🙁 Har haft nogle rigtige hyggelige stunder og samtaler med Ole på vores ture. Han var en rar mand, vil savne hans selskab.Mange tanker til hans efterladte.

    kærlig hilsen Runa

  4. Peter Hermann

    Det gør mig ondt at høre. Han var en lun og meget vidende mand. Selv et lidt trist museum i Zagreb, blev meget mere interessant med Ole i nærheden. Jeg forestillede mig altid at han havde nogle hemmeligheder i mappen 🙂
    Med de bedste ønsker til hans nærmeste,
    Peter

  5. Kære alle.
    Oles bisættelsen finder sted onsdag d. 14.3. kl. 13 fra Sonnerup kirke, Adresse: Englerupvej 78, 4060 Kirke Såby.
    Jeg deltager selvfølgelig. Bedste Hilsen Alice

  6. Anne-Mette Odgaard

    En facet i Oles liv er, at han sammen med sin hustru dansede turneringsdans. De deltog gennem mange år i konkurrencer både i ind- og udland.

  7. Hvor trist, jeg så ham på listen over tilmeldte til Wien-turen, og troede at det betød han var i bedring.
    Jeg vil savne det liv og humør altid kom med på vores ture, og til de andre lejligheder jeg mødte ham.

    En stille hilsen fra Claus.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *